Vælg en side

Negativ formåen: Kan du ikke-handle?

Når vi taler om at lære nyt og blive bedre til at håndtere udfordringer osv., fokuserer vi typisk på noget aktivt.

Det kaldes nogle gange for positiv formåen, fx: At beslutte, udføre, handle, planlægge, skabe osv.

Negativ formåen handler derimod om kompetencer, som udadtil er passive, fx: At overveje, vente, udholde usikkerhed, ikke-beslutte osv.

Negativ formåen er ikke at være følelsesløs, ligeglad eller fraværende. Tværtimod. Det handler om at være nærværende, vågen og sansende. Men uden at ty til handling.

En løve som vil nedlægge en hjort, må vente tålmodigt på det helt rigtige tidspunkt. Venten er ikke en doven aktivitet. Løven er lysvågen. Og på det tidspunkt eksploderer løven i sprint for at nedlægge byttet.

Ikke-handling vil sige at lade tingene være, og tillade dem at udfolde sig på deres egen måde. Jon Kabat-Zinn

Hvorfor er negativ formåen vigtigt?

Negativ formåen er den nødvendige balance til al aktivitet.

Hvis du kun kan være aktiv, er du styrret af dine umiddelbare impulser, fordi du ikke magter at vente, overveje, mærke og sanse.

Det er negativ formåen som tillader, at du overvejer og tænker, inden du handler, konkluderer og taler.

Negativ formåen handler dybest set om at kunne udholde at være i intense følelsesmæssige tilstande. Når du kan det, kan du være sårbar, dyb og autentisk.

Derfor er negativ formåen en af hemmelighederne bag personlig udvikling, for personlig udvikling handler også om, at du kan være med dig selv, selvom det er ubehageligt. Og du skal kunne afstå fra at gøre, som du plejer, for at give plads til noget nyt.

Negativ formåen er også en af hemmelighederne ved at bearbejde sorg og skuffelser, som forudsætter mod til at være med svære følelser uden at distrahere sig selv med TV, gøremål, arbejde, facebook, sociale arrangementer osv.

Positiv og negativ formåen - Taoisme og ikke-handling

Ego-afgiftning og mindfulness

Pema Chödrön er en buddhistisk nonne, som har skrevet At leve smukt. I bogen beskriver hun noget, hun kalder for ego-afgiftning.

Dybest set handler ego-afgiftning om, at gå dybt ind i sine følelser med nærvær og accept, men samtidigt afstå fra at handle. Dvs. at være et sted mellem undertrykkelse og afreagering.

En af hendes pointer er, at det ikke er selve følelsen, som er problemet. Det er vores tolkning af følelsen, som skaber smerte. Fx kan jeg føle sorg over et kærestebrud. Det oplever jeg som en pressende fornemmelse i mit bryst, som egentligt ikke særligt ubehageligt, selvom det er uvant.

Det ubehagelige er min tolkning: ”Åh, nej. Nu skal jeg aldrig se Gitte mere. Det er slut med at sove sammen, gå ture, tale og ha’ det sjovt. Jeg finder aldrig en som Gitte igen. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af kærligheden? Hvorfor kan ingen li’ mig?”

Historien gør mig trist. Jeg føler mig som et offer, at jeg har fortjent bedre osv. Det er historien, vi fortæller os selv, som er smertefuld, ikke den pressende følelse i brystet.

Vejen ud af smerten er gennem nærvær og accept. Du skal tillade dig selv at være med dine følelser, uden at fortælle dig selv en historie. Historien holder dig fast, så intet ændres.

En person som er god til at handle, vil måske bruge aktivitet til at overdøve smerten. Fx ved finde et nyt forhold, tage i byen og feste eller løbe en lang tur med høj musik i ørene.

Det er en ressource at kunne handle, men det løser ikke alle problemer. Nogle gange er ikke-handling den eneste vej frem.

Læs også: Taoisme og ikke-handling (nondoing)

Video om at være med svære følelser (14 min)

Mænd vs. kvinder

Er der forskel på mænd og kvinder mht. positiv og negativ formåen? Min oplevelse er, at mænd fokuserer relativt mere på positiv formåen, hvorimod kvinder måske er lidt bedre til negativ formåen. En forskel som kan være kulturelt bestemt.

Et klassisk eksempel er kvinden, som er ked af det, gerne vil lyttes på, og manden som er lidt for hurtig til at fixe. Dels fordi han gerne vil hjælpe, men ofte også fordi, han har svært ved at være med sårbare følelser uden at forsøge at få dem til at gå væk. Både i sin partner og sig selv.

Negativ formåen kan trænes

Du kan øve dig i ikke-handling og negativ formåen i din dagligdag. Når du fx venter i en kø, kan du modstå fristelsen til at distrahere dig selv.

Eller du kan modstå trangen til at finde en konklusion, næste gang du diskuterer med din partner.

Eller når du er ked af det eller vred, kan du øve dig at dykke dybt ned i følelserne uden at forsøge at fjerne dem.

En effektiv træning er mindfulness meditation, som bl.a. forudsætter, at du kan lade sindets indhold passere uden at gribe ud efter tankerne.

Læs mere om meditation her: Lær mindfulness meditation

Opdateret d.13 maj 201913-5-2019Negativ formåen: Kan du ikke-handle?Bevidsthed.org 

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!