Velkommen til Holgers forum!

Her kan du skrive dine brevkasse spørgsmål – og dele dine tanker om alt muligt.

Det er nemmest at bruge på en computer, men svært på en mobil.

Det tager 2 minutter at oprette dig som bruger. Det er simpelt og nemt. Se hvordan nederst på siden! 

Tak, fordi du vil være med!

Kæreste med en depr...
 

Kæreste med en depressiv  

  RSS

Regnbue
(@regnbue)
New Member
Meldt ind: 4 måneder siden
Indlæg: 1
06/11/2018 7:23 pm  

Jeg er en kvinde på 36 år der for 1 1/2 år siden mødte en dejlig mand, der nu er 43. Vi har begge 2 døtre hver. Mine børn er altid hos mig med undtagelse af hveranden weekend. Han har sine 50/50
Han bor på Vestsjælland og jeg i København.

Fra starten af var det tydeligt, at han var en forsigtig mand med få forhold bag sig, og jeg en kvinde med mange. Det i sig selv gjorde (i følge ham selv), at han var ekstra påpasselig men virkelig ønskede at åbne sig op og bygge noget med mig. Tiden gik, og vi sås med alle børnene, hvilket han udtrykte stor glæde overfor.
Vi holdt både jul og nytår sammen og hans familie inviterede mig også til forskellige arrangementer ligesom hans venner begyndte på.
Allerede 2 måneder inde i forholdet spørger denne 'forsigtige' mand mig, om vi skal flytte sammen. Vi kigger på rækkehus, men da det pludselig bliver konkret, trækker han i land. Han spørger igen op til jul for derefter at trække i land efter nytår. På trods af at det skabte store konflikter, spurgte han mig Gud hjælpe mig igen i starten af sommeren men trak i land efter 1 uge. Begrundelserne har hver gang været, at han var bange for, at jeg en dag ville gå fra ham samt nervøs for, hvordan hans børn ville fungere i det. Dog skal det siges, at jeg fra starten af forholdet bemærkede, at han generelt havde svært ved at handle på noget. Selv en julegave til hans datter blev overtænkt i en grad der gjorde, at han slet ikke købte en, hvorfor han i sidste øjeblik alligevel måtte finde på noget.
I foråret skete der det, at min kæreste langsomt begyndte at få det dårligt. Udover at han stort set intet spiste og sov dårligt (hvilket han har gjort i mange år), fik han tegn på depression, og da det til sidst virkede kritisk, insisterede jeg på, at han opsøgte læge. Det blev han ved med at udskyde. En aften lå han fuldstændig fortvivlet og græd på mit gulv, og næste dag tog jeg ham på akut psykiatrisk afd. Han blev hurtigt udredt og fik diagnosen 'svært depressiv'.
Han havde virkelig svært ved at acceptere diagnosen, men jeg og hans forældre overbeviste ham om at tage imod hjælp. Det endte med at blive til  6 ugers indlæggelse på psykiatrisk afd. At sygemelde sig fra jobbet var meget grænseoverskridende for ham, for "man skal passe sit arbejde". Som ugerne gik fik han dog øjnene op for, at det arbejde virkelig ikke var godt for ham.
Efter udskrivelsen gik det roligt men sikkert fremad. Medicinen var effektiv, og han tog også imod samtaleterapi. Han brugte mig fortsat meget - til støtte og til at stille spørgsmål der gjorde ham klogere på sig selv.
Sommeren kom og med den, synes jeg den gode udvikling stagnerede. Han var fortsat sygemeldt men kunne stadig ikke handle på noget. Jeg er udemærket klar over, hvad depression er for en størrelse, men han virkede mere tilpas i sig selv, end da jeg mødte ham og havde fået kontakt med en masse undertrykte og ubevidste dele af sig selv. Han begyndte at trække sig energimæssigt fra mig, kunne sidde på altanen og stirre ud i luften med sine egne tanker i flere timer og ikke være specielt interesseret i mig. Han ville gerne ses men talte også en del om sit behov for alenetid. På dette tidspunkt så han kun sine børn hveranden weekend pga depressionen og havde en hel del alenetid. Han meldte flere gange ud (når adspurgt), at han gerne ville fortsætte med at være min kæreste men ikke kunne give mig noget, som det var nu. Han var fortsat kærlig men trak sig til jeg ikke længere kunne mærke ham - og os. I august tog jeg efter lang tids overvejelse beslutningen om at stoppe. Måske bare for en periode. Jeg kunne ikke længere give og give uden at få bare en eller anden forsikring fra ham om, at han virkelig ville mig. Jeg blev mere og mere såret og skuffet for hver dag. Han ville ikke have, at det vi havde bygget op skulle fortsætte; ville ikke ses, når han havde børnene, ville ikke have mig med til familie og venner, ville ikke ses ofte etc.
Han accepterede min beslutning, men jeg var ikke i tvivl om, at han var dybt berørt.
Jeg var i starten lettet, derefter kunne jeg mærke en enorm vrede i mod ham, og efter ca 1 måned kom savnet. Han skrev et par gange i løbet af den første måned, hvor jeg høfligt forklarede, at det var bedst, vi ikke havde kontakt. Jeg følte det var bedst, han havde fokus på sin depression uden at skulle være noget for mig. Og jeg ville samtidig passe på mig selv. I tiden fra hinanden havde jeg fokus på min egen selvudvikling og sørgede for at mærke efter, hvordan jeg kunne gøre mig selv glad. Da han efter knap 2 måneder skrev igen - at han savnede og elskede mig - svarede jeg, at jeg også savnede ham. Han spurgte med det samme, om vi kunne mødes, hvilket jeg svarede, jeg havde betænkeligheder ved. Dog var min kærlighed til ham for stor til at slippe ham helt. Vi mødtes og har haft en fantastisk måned sammen. Han havde en energi, jeg aldrig har set før og havde gjort et enormt stort stykke arbejde med sig selv. Jeg blev overbevist om, at det var sikkert at prøve igen. Og så sker der det, at han denne weekend siger, at han fortsat IKKE vil ses, når han har sine børn, at han kun kan overskue at ses hveranden weekend, at han er forelsket i mig "som voksen", men ikke vil have mig med til familie og venner. DET er mit egentlige problem. At alt det vi før har bygget op skal rives ned. Det er for mig at se ikke et kæresteforhold, han tilbyder. Han vil bare have en at savne og hygge med hver anden weekend. Det er ikke det, jeg ønsker. Jeg vil bygge videre, drømme sammen, ses med familie, venner og børn. Og det kan han ikke give mig og kan i øvrigt ikke svare mig på, om det vil ændre sig med tiden. Han véd, han har mistet mig før men lader ikke til at være bange for, at det sker igen.
Jeg ved ikke, om jeg skal gå imod mine egne ønsker og glemme alt, vi engang havde og lade mig nøjes med det, han kan give mig uden udsigt til perspektiv. Det eneste jeg ved er, at vi virkelig elsker hinanden.
Håber virkelig på respons på denne (lange) fortælling.


En pris
Hanne
(@hanne)
Active Member
Meldt ind: 7 måneder siden
Indlæg: 14
07/11/2018 12:09 am  

Selvfølgelig er det svært at sætte "ambitionsniveauet" ned, men det lyder ikke til at du har valgt?

Jeg har engang læst, at hvis ens mand er deprimeret eller stresset, så skal han have fred, og man må ikke presse på.

Jeg tror, at din eneste chance er at mødes på hans premisser, og så se hvad det udvikler sig til. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være meget, meget svært. Og jeg er glad for, at det ikke er mig! 

Jeg synes, du skal mødes på hans premisser og så må de se hen ad vejen, hvordan det går?

/Hanne


SvarEn pris
Share:
Kvik-guide: Kom hurtigt igang!

1. KLIK på “Brevkasse”:

Opret bruger 1

2. KLIK på “Tilføj et emne”

3. KLIK på “Registrer”

4. Skriv navn og email. Klik “I agree to receive an email…”

5. Du har fået en mail. KLIK link i mailen.

Tillykke! Du kan nu oprette et indlæg

Detaljeret guide med billeder 🙂

KLIK på “Brevkasse”:

Opret bruger 1

KLIK på “Tilføj et emne”:

Opret bruger 2

KLIK på “Registrer”:

Opret bruger 3

Skriv navn og email. Klik “I agree to receive an email…”:

Opret forum bruger 4

Du har fået en mail. KLIK link:

Opret forumbruger 5

Skriv dit kodeord 2 gange:

Opret forumbruger 6

Tillykke! Du kan nu oprette et indlæg:

Opret bruger 1

KLIK på “Tilføj et emne”:

Opret bruger 2

Skriv et emne. Skriv teksten. KLIK på “Abonner på dette emne”.

KLIK på “Tilføj et emne”:

Forum opret indlæg

Du er færdig! Du får en email, når nogen kommenterer på dit indlæg.

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!
  
Arbejder

Venligst Login eller Registrer