Brevkassen om personlig udvikling, parforhold, sex og kærlighed

Brevet er besvaret af Holger, som er parterapeut, terapeut, sexolog og coach i København.

Ung pige i dilemma: “Skal jeg flytte fra min kæreste?”

Kære Holger

Jeg undskylder på forhånd for et brev, der blev længere end beregnet. 😉

Jeg er en pige på snart 20 år, som har kendt sin kæreste på 21 i næsten to år. For et halvt år siden flyttede vi sammen. Det er først nu, jeg erkender, at jeg ikke havde lige så stor lyst til at flytte sammen, som han havde.

Den sidste måned har jeg været meget ked af det, men har ikke rigtig kunnet gennemskue hvorfor. Jeg kunne bare mærke, at jeg manglede ét eller andet og ikke var så glad, som jeg burde være det.

Jeg sagde til min kæreste, at jeg gerne ville være mere sammen med ham, at vi planlagde nogle flere ting at lave. Jeg føler, at efter vi er flyttet sammen flyder det hele lidt sammen – og jeg synes det er for hurtigt, der er gået hverdag i det hele.

I påsken var vi hjemme hos mine forældre (torsdag). Lørdag var vi inviteret hjem til min mormor og morfar – han valgte ikke at tage med, og hans grund var den korte afstand mellem de to familiearrangementer. Om søndagen var vi inviteret hjem til min farmor og farfar – men havde også fået en invitation fra hans forældre. Jeg havde for lang tid siden sagt ja til at tage hjem til mine bedsteforældre, men det faldt absolut ikke i god jord ved hans mor… (Det var også et svært valg for mig, faktisk) Det viser sig, at min kæreste også gerne ville have haft, jeg tog med ham hjem til sine forældre. Jeg foreslog endda et par dage i forvejen, at jeg kunne tage hjem til dem senere på dagen, så jeg kunne nå begge ting. Men han reagerede hverken med ”Det er en god idé” eller ”Det vil min mor blive glad for.”

Sandheden er, at jeg ikke hygger mig hos min svigerfamilie, jeg føler mig ikke så godt tilpas. Jeg synes heller, ikke det var rart, at hans mor var så utilfreds med mit valg (kan godt forstå det, men det var i overkanten)… Jeg har ikke set dem i 4 måneder, og den søndag var den ENESTE gang i løbet af fire måneder, jeg blev inviteret hjem til dem.

Min kæreste og jeg kommer fra to vidt forskellige familier. Jeg har mange søskende og er vant til der altid er folk omkring mig, samt der er mange familiearrangementer i løbet af året grundet de mange fødselsdage. Han er ikke lige så stort familiemenneske som jeg er det.

De sidste 3 uger har jeg været i en konstant ”nedtrykt” sindsstemning, fordi jeg er begyndt at tumle med tankerne om, hvorvidt vi skal gå fra hinanden. Eller rettere: Om jeg skal gå fra ham.

Jeg ville ønske, jeg havde en kæreste, der havde flere af de samme værdier som mig – og ikke være sammen med en kæreste, hvor man skal ”tvinge” ham med til at se min familie eller ”skabe” de samme værdier. (Jeg accepterer dog også fuldt ud, at han ikke skal med HVER gang – men han må gerne lade som om, han hygger sig, når han endelig er med).

For en uges tid siden havde vi en mere eller mindre alvorlig snak, hvor jeg fortalte ham, at for at det skulle fungere, så ville jeg gerne have at vi lavede flere ting sammen. Jeg fortalte også, at jeg ønskede, at det kom mere naturligt, at vi var hjemme ved hinandens familier og så dem mere.

Jeg er ikke sikker på, hvorvidt alvoren gik op for ham, og han var meget rationel og sagde ”Enten så fungerer det, eller også fungerer det ikke”. Tillige sagde han, at hvis jeg kom med endnu flere ”krav” og ændringer, så vidste han ikke, om han ville mere. Han ville nemlig også stadig kunne kende sig selv.

Forleden, efter at have tumlet med tankerne, blev det for meget, da han kom tilbage til lejligheden (efter at have været på uni). Jeg bliver så ked af det, når han fx kommer hen, siger hej, og kysser mig på kinden. Jeg har ikke lyst til at opleve de gode ting og tænke på dem, for så får jeg det dårligt over, at have det som jeg har det.

Samme dag tog jeg hjem til min mormor og morfar for at komme væk fra lejligheden – ellers ville jeg bare have siddet og været ked af det og have haft snakket med ham om det hele i alt for lang tid.

Da jeg kommer tilbage til lejligheden om aftenen, får vi snakket om det hele. Han synes også det var fint at have lidt tid for sig selv til at tænke over det. Jeg tror, at alvoren var gået op for ham.

Han fortæller mig, at han gerne vil se min familie lidt mere (jeg giver ham nemlig ofte tilbuddet om at tage med mig derud, hvis jeg skal hjem til mine forældre + søskende) og han siger, han nok skal sørge for at invitere mig lidt oftere (selvom jeg inderst inde ikke har lyst til at tage med…)

Efter vi havde haft den snak fik jeg det meget bedre. Jeg er også bange for, at det bare er fordi det hele er så rosenrødt lige nu, og at det bare er et spørgsmål om tid, før det ryger tilbage i det samme mønster.

Det er lang tid siden, jeg har følt at ”jeg savner ham” og jeg glæder mig til at være sammen med han. Han har det på samme måde, og siger at han nok kun ville ”glæde” sig til at se mig, hvis vi ikke havde set hinanden i en uge eller mere.

Ét eller andet sted har jeg bare lyst til at komme videre, prøve noget nyt, møde nye mennesker.

Men for alt i verden har jeg ikke lyst til at gøre ham ked af det. Vi har det jo også godt sammen.

Det er blevet bedre med tiden, men han er også jaloux anlagt. Hvis jeg er i byen med mine veninder, sidder han derhjemme og får det dårligt med sig selv, fordi han ikke selv er afsted og har mistet meget kontakt med sine venner, fordi han brugte al sin tid på mig, da vi begyndte at kæreste.

Jeg vil have, at han skal kunne glæde sig på mine vegne. Jeg opmuntrer ham også til at tage med til diverse ting, hvis nogle fra universitet arrangerer noget – ofte uden held.

Jeg har brug for mere struktur i hverdagen, at vi bliver bedre til at kommunikere, at han vil lytte på alle de ting jeg har at fortælle. Mange ting har jeg undladt at sige, fordi jeg ikke føler de bliver taget godt imod, eller at han er lidt ligeglad.

Han siger, at han gerne vil jeg kommer med nogle konkrete ting, og fortæller ham hvad han skal ændre på, for at det skal fungere. Det er bare så svært.

Jeg kan mærke at jeg mangler ét eller andet – det er bare svært at sige hvad … Jeg havde også en lille periode, hvor jeg altid drømte mig væk. Og jeg misundte en af mine veninder, som sammen med sin kæreste lavede forskellige ting og ofte så sin svigerfamilie.

På trods af at vi har boet i lejligheden i et halv år, mangler vi stadig at få hængt hylder op. Jeg har været i en periode, hvor jeg selv har udskudt det. Jeg har tænkt ”hvorfor hænge dem op, hvis de alligevel skal tages ned?”.

Jeg har snakket med min mor om det hele, og hun har ret, når hun siger, at jeg selv skal træffe valget, men hun kunne nemt fortælle mig, at jeg bare skulle komme videre. Det er også en skam, at det allerede er på den måde, som det er nu. Det bliver kun op ad bakke.

Jeg har uden problemer kunnet snakke med mine forældre om at det nok ikke skal være ham og mig. Men lige så snart det kommer tæt på og jeg taler med ham om det, får jeg det rigtig dårligt.

Efter vores snak den anden dag er det hele jo godt igen. Og jeg ved ikke om jeg vil vente på at det (måske) går over, og jeg kan mærke hvordan det var før?

Oven i alt det her, har jeg heller ikke lyst til sex med ham. Men det er på grund af jeg ikke føler mig godt tilpas, har det ikke så godt psykisk, kommunikerer ikke for godt med ham.

Jeg ville ønske, der var en person som havde hørt det hele, set det hele og bare observeret os, som kunne fortælle mig, hvad jeg skal gøre.

Jeg tror jeg er bange for at tage springet. Jeg vil ikke gøre ham ked af det. Skubber tit mine tanker væk og siger ”Ej men vi har det da også godt sammen”. Jeg er jo glad for ham … Jeg ville ønske vi havde et skænderi, var sure på hinanden eller at han gjorde noget dumt – så var valget jo nemt?

Nogle gange har jeg tænkt at ”nu er det nu” – men på én eller anden måde får han mig til at blive.

Og jeg tvivler på, om jeg kan finde en anden, der vil det samme som mig, der vil det samme sted hen i livet. Jeg tænker om det er mig, der har for høje krav?

På den anden side vil jeg heller ikke ”nøjes” – men føler mig også som et dårligt menneske, hvis jeg ikke kæmper lidt for det, og giver det en chance.

Men hvis jeg kigger ud i fremtiden, er det ikke ham, jeg ser mig selv være gift med / have børn med. Men er det for tidligt at tænke på sådan noget?

Mange venlige hilsner

En pige, der tænker for meget over tingene …

Coach og psykoterapeut svarer:

Kære Anonyme

Tak, for dit spørgsmål.

Du kan se mit svar her:

Hvis du er i tvivl om en vigtig beslutning, kan det nogle gange hjælpe, at overveje hvad du står for. Hvad er dine kerneværdier? Hvad er allervigtigst i dit liv? Her er en artikel om kerneværdier, som måske kan inspirere dig: Dine personlige værdier er dit indre kompas.

De bedste hilsner,

Holger er sexolog og parterapeut i København

Coaching: Find et fast ståsted   

Er du i tvivl om, hvilken retning du skal gå? Coaching kan hjælpe dig med at klarlægge dine personlige værdier. Når du ved, hvad du står for, kan du nemmere træffe de rigtige beslutninger.

Læs mere om coaching: Coaching i København

Opdateret d.20 april 201720-4-2017Ung pige i dilemma: “Skal jeg flytte fra min kæreste?”Bevidsthed.org

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend