+4522321888 Holger@bevidsthed.org

Parterapeut: Slip af med jalousi i parforholdet

Alle som har prøvet at være jaloux (skinsyge), ved hvor forfærdeligt det er: Frygt, vrede, sorg, fortvivlelse og en følelse af at blive vraget. Når jalousifølelsen kammer over, kan det ødelægge selv det bedste forhold. Det har jeg set flere gange som parterapeut.

I denne artikel får du 5 tips til at slippe din jalousi.

God eller dårlig jalousi?

Men inden du ærgrer dig over, at du er ramt af jalousi (eller skinsyge som det også kaldes), så overvej om følelsen er berettiget.

Når følelsen er berettiget kaldes det for god eller sund jalousi. Det er en sund følelse kan motivere dig til at handle og sætte grænser. Den skal du ikke af med. Det er den usunde eller dårlige jalousi, som er fjenden.

Læs mere om sunde og usunde jalousifølelser: Er din jalousi sund eller usund?

Slip af med din jalousi på 5 måder

Du kan nok aldrig helt undgå negative jalousifølelser (eller skinsyge). Men du kan blive bedre til at håndtere følelserne, så de skaber mindst mulig smerte for dig selv – og færrest mulige problemer i dit parforhold.

Her er de 5 tips:

  1. Iagttag dine følelser uden at handle
  2. Accepter at din kæreste er et frit menneske
  3. Analyser dine antagelser om dit parforhold
  4. Skab selv det, du er bange for at miste
  5. Hæv din standard

1. Iagttag dine følelser uden at handle

Når du opdager, at du er jaloux, så stop op og træk vejret. Iagttag dine tanker og energierne i din krop.

Erkend at dine tanker og følelser ikke er virkelighed. Selvom du tror, at din partner er interesseret i en anden, behøver det ikke at være sådan.

Umiddelbart kan dine tanker og følelser tage til i styrke, når du ikke handler på dem. Men hvis du kan være med dig selv, aftager de som regel efter nogen tid.

Overvej om din jalousi er god eller dårlig. Hvis følelsen opstår, fordi du bekymrer dig for, hvad der måske kunne ske i fremtiden, er det dårlig jalousi. Hvis følelsen opstår, fordi der sker noget her og nu, er følelsen måske berettiget.

Er din jalousi dårlig, gælder det om at slippe den, inden den skaber unødig smerte. Tæl til 10, inden du siger eller gør noget, du senere kommer til at fortryde.

Læs også: Slip negative følelser og tanker

2. Accepter, at din kæreste er et frit menneske

Jalousifølelser opstår fordi, du føler, at du har ret til din kærestes opmærksomhed – og at det ikke er ok, at din kæreste giver energi til andre. Hvis du kan slippe den opfattelse, kan du sige farvel til det grønne monster.

Overvej om dine ejerfornemmelser er rimelige. Og hvilket slags parforhold den slags ejerfornemmelser medfører. Hvordan ser dit ideelle parforhold?

Parterapeut - Slip af med jalousi i parforholdet

3. Analyser dine antagelser om dit parforhold

Jalousifølelsen kan styrkes af urealistiske forventninger til din partner. Fx at han/hun aldrig vil føle sig tiltrukket til andre end dig. Eller at du altid vil være vigtigere end hans venner, arbejde, børn, familie osv.

Intet i livet er sikkert og slet ikke dit parforhold. Du kan aldrig være sikker på, at din kæreste ikke finder en anden (eller at du gør).

Det eneste du kan gøre er, at øve dig i at stå på egne ben. Og have tillid til, at hvis det værste skulle ske, så overlever du! Når alt kommer til alt, kan din lykke kun komme indefra – ikke fra din kæreste.

Læs også: Konfluens: At miste sig selv i et parforhold

4. Skab selv det, du er bange for at miste

Som nævnt, så handler jalousi om, at du er bange for at miste noget. Spørgsmålet til dig er: Hvad mister du, hvis din kæreste går fra dig? Hvilke kvaliteter, energier, egenskaber mister du, hvis din kæreste går fra dig?

Hvis din kæreste fx er sjov, klog eller stærk, og du ikke føler, at du er sjov, klog eller stærk, så er du bange for at miste. Men i takt med at du selv lærer at være sjov, klog og stærk, bliver du også mindre bange for at miste.

Derfor: Lad din jalousi være en kilde til inspiration. Det som du er bange for at miste, er dit uforløste potentiale. Det som du tror, du ikke kan undvære, er præcis dét, du endnu ikke har vækket i dig selv.

Begynd at arbejde med dig selv, skab et interessant liv, få nye interesser, nye venner (også af det modsatte køn) osv. Lev dit liv, og bliv den person, som ikke er afhængig af sin kæreste.

Læs også: Sådan får du mere selvværd

5. Hæv din standard

Kend dine grænser og stå ved dem. Vid at du ikke finder dig i, at din kæreste er sammen med andre (med mindre i har aftalt, at det er ok). Gør det klart for dig selv, at du er parat til at gå, hvis din partner går over stregen.

Jalousi føles ekstra ødelæggende, når du føler dig fanget i dit forhold. Når du føler dig lille, når du har en offer-tankegang og når du føler, at du ikke kan klare dig uden kæresten. Øv dig i at være stærk og selvsikker. Sæt en høj standard for dit parforhold: Selvfølgelig prioriterer din kæreste dig, selvfølgelig elsker han dig højt, selvfølgelig er han opmærksom på dine følelser osv.

Og hvis han ikke lever op til dine standarder, skal du selvfølgelig afslutte forholdet!

Værd at huske…

 Jalousi (skinsyge) er en blanding af frygt, vrede, sorg, fortvivlelse og en følelse af at blive vraget.

God jalousi er velbegrundet, og kan være et signal om, at du skal sige fra og sætte grænser. Dårlig jalousi kan ødelægge dit parforhold, hvis du ikke lærer at håndtere følelsen.

I denne artikel fik du 5 måder at håndtere jalousifølelsen:

  1. Iagttag dine følelser uden at handle
  2. Accepter at din kæreste er et frit menneske
  3. Analyser dine antagelser om dit parforhold
  4. Skab selv det, du er bange for at miste
  5. Hæv din standard

Hvad synes du? Skriv en kommentar nederst. 

Parterapi:

Slip af med jalousi i parforholdet

Skinsyge og jalousifølelser er et fælles problem. Hvis I har svært ved at håndtere de stærke følelser, så er parterapi en god mulighed.

I et parterapiforløb får I bl.a. støtte til åben og ærlig kommunikation. Det er det bedste grundlag for at genskabe tilliden og fortroligheden – og slippe af med jalousien!

Læs mere om parterapi: Parterapi

Opdateret d.23 dec. 2017

23-12-2017Parterapeut: Slip af med jalousi i parforholdetBevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend