Savner du romantisk kærlighed? Er I kun venner? Er det et problem?

Som parterapeut møder jeg mange par, hvor den ene eller begge savner romantisk kærlighed.

De går i parterapi, fordi forholdet egentligt fungerer fint: Der er masser af sympati og venskabelig kærlighed i forholdet, selvom de ikke kan mærke den samme kærlighed som i begyndelsen af forholdet. Derudover kan der også være børn, hus, fælles venner og en lang historie, som binder dem sammen.

På dene ene side savner de suset i maven, lidenskaben og følelsen af længsel efter hinanden. På den anden side har de trygt forhold og et godt kammeratskab. Derfor er der et dilemma. Og derfor tvivler de på, om de skal blive sammen,

I denne artikel vil jeg forsøge at besvare 2 spørgsmål, som plager mange:

  1. Skal jeg blive i et parforhold uden romantiske følelser?
  2. Og hvordan vækker vi de romantiske følelser?

Romantisk kærlighed er en dyb længsel efter forening, som rækker udover det fysiske.

Hvad er romantisk kærlighed egentligt

Der findes flere svar på det spørgsmål.

Her betyder romantisk kærlighed en dyb længsel efter forening, som rækker udover det fysiske. Det handler altså ikke om sex, selvom seksuel tiltrækning og romantisk kærlighed ofte følges.

Hvor seksuel tiltrækning kan være fysisk motiveret, handler romantisk kærlighed om følelser. Men der er også ligheder. Således kan både seksuel tiltrækning og romantisk kærlighed hænge sammen med at blive mødt på sin maskulinitet hhv. femininitet, dvs. at føle sig som mand hhv. kvinde i den andens selvskab.

Mange sætter lighedstegn mellem romantisk kærlighed og forelskelse. Alle kender forelskelse som en vidunderlig rus af lykke, kærlighed, og en følelse af at have fundet den eneste ene.

Men forelskelse som de fleste af os oplever, handler ligeså meget om fantasi som virkelighed. Desværre er der ofte langt fra fantasi til virkelighed. Derfor er den klassiske forelskelse tidsbegrænset, og for de fleste slutter forelskelsesfasen inden 1½ år.

Men der er også en mere langtidsholdbar forelskelse, som er knap så intens, og måske opleves mere som en stille beundring og fascination end sommerfugle i maven og søvnbesvær.

Den slags forelskelse er mere realistisk og langtidsholdbar end den almindelige forelskelses stormende rus. Den er mere rolig, og kan tiltage i takt med, at du lærer din partner bedre at kende i stedet for at aftage som den “almindelige” forelskelse.

Hvad er romantisk kærlighed?

Den modne forelskelse handler om, at du opdager nye fascinerende aspekter af din elskedes personlighed. Derfor vil den du er forelsket i ofte inspirere dig og få det bedste frem i dig.

Flere hævder, at forelskelse udtrykker psykens behov for udvikling. Kort sagt bliver du forelsket i en person, som du udvikler dig af at være sammen med. Det du beundrer i en anden, kan vækkes i dig selv, når I er sammen. Det kan du læse mere om her: 5 teorier om forelskelse

Romantisk kærlighed kan altså sige noget om forholdets potentiale til at berige dig. Derfor er det vigtigt, og derfor mangler parforholdet en vigtig dimension, hvis der ikke er romantiske følelser.

Bør du blive i et parforhold uden romantiske følelser?

Svaret afhænger selvfølgelig af, hvor vigtigt romantisk kærlighed er for dig.

For nogle er romantisk kærlighed næsten ligegyldig, og hvis du har det sådan, kan det give masser af mening at blive i et forhold, som først og fremmest er et godt venskab.

Men hvis romantisk kærlighed er vigtig for dig, så vil jeg som parterapeut sige, at det i længden ikke er holdbart at være i et forhold helt uden romantiske følelser.

Parforholdet er den relation, hvor den romantiske kærlighed kan udfolde sig. Dvs. at hvis der ikke er romantisk kærlighed i dit forhold, så er der sikkert ikke romantisk kærlighed i dit liv.

Hvis du derimod mangler venskabelig kærlighed i dit parforhold, så kan du “supplere” din beholder med venskabelig kærlighed vha. venner, familie, kolleger osv.

Derfor har romantisk kærlighed en særstatus i dit parforhold. Og det forklarer, hvorfor manglende romantisk kærlighed skaber så megen smerte i mange parforhold. Derfor mener jeg ikke, at du i længden kan være i et parforhold helt uden romantisk kærlighed.

Læs også: Kærlighedens kemi: Begær, tilknytning og forelskelse

Hvad er romantik?

Problemet med de romantiske følelser

Desværre forsvinder de romantiske følelser ofte med tiden.

For de fleste er den primære årsag, at de glemmer at være kærester. Det bliver for meget hverdag, og begge kommer for langt væk fra den de var i starten af forholdet.

I begyndelsen var de Peter og Karin, men med tiden bliver de hr. og fru Sørensen. Begge tilpasser sig forholdet, men mister samtidig forbindelsen til den del af sig selv, som skabte tiltrækning, beundring og erotisk energi i starten af forholdet.

Det er meget banalt, men svært at undgå. Vores sind går nemlig på autopilot, når noget gentager sig. Derfor bliver forholdet en vane, som vi mere eller mindre bevidstløse er del af – og derfor bliver forholdet kedelig og uinteressant.

Derudover sker der automatisk noget med måden vi er sammen på, når det bliver hverdag. I dating-fasen af et forhold er man primært sammen på måder, som understreger og forstærker den romantiske energi.

Men i en hverdag med arbejde, praktik, stress, børn, sport osv. så mister man nemt forbindelsen til den romantiske del af psyken. Derfor begynder du automatisk at opfatte både din partner og dig selv anderledes, når forelskelsesfasen er ovre. Af flere grunder er det altså en stor opgave i at holde fast i den romantiske del af forholdet og dig selv.

Megen utroskab opstår pga. længslen efter at mærke en romantisk energi i sig selv. Dvs. du ikke primært er utro, fordi du savner en mere interessant, sjov eller sexet partner, men først og fremmest fordi du har glemt at være den romantiske version af dig selv i dit faste parforhold.

Læs også: Hvorfor er man utro?

En dosis realisme

Det sidste jeg har lyst til, er at denne artikel gør du unødigt pessimistisk mht. dit forhold.

Mange begår den fejl at sammenligne deres parforhold med urealistiske idealer, som den første forelskelse og eller romantiske film.

Faktum er, de færreste oplever intens romantisk kærlighed efter 5 år, men det betyder altså ikke, at forholdet er værdiløst. Et godt parforhold handler om meget andet romantik.

Derfor skal du ikke fortvivle, hvis du synes den romantiske kærlighed halter lidt. Tænk hellere over, hvordan I kan give lidt mere plads til romantikken – og glæd dig over alt det andet i forhåbentligt har sammen!

Læs også: Hvad er vigtigt i mit forhold?

3 måder at vække den romantiske kærlighed

At bevare den romantiske kærlighed er hårdt arbejde. Intet værdifuldt kommer af sig selv, og det er måske den vigtigste pointe i denne artikel.

Men hvis du er indstillet på at arbejde for dit parforhold, så får du her 3 forslag til, hvordan du kan styrke og vække de romantiske følelser.

1. Vågn op og nyd solnedgangen

Det første du skal gøre, er at vågne op.

Solnedgangen er lige smuk og fantastisk, selvom du har set den 1000 gange. Din kæreste er stadig interessant, klog, sexet osv. Du har bare glemt at lægge mærke til det.

Se på din kæreste med friske øjne. Han/hun er ligeså dejlig og tiltrækkende, som da I mødtes. Det er ikke nemt, fordi du skal kæmpe imod sindets automatik. At være nærværende er meget, meget nemmere sagt end gjort. Det kan du blive klogere på her: Lær at leve i nuet

En effektiv måde at vågne op på, er at gøre noget andet end I plejer. Derfor kan den romantiske kærlighed få ekstra energi, når I tager på ferie, tager på dates, spiser morgenmad i sengen eller aftensmad på gulvet foran fjernsynet.osv. Alt hvad der bryder monotonien, kan give forholdet ny energi.

Et godt trick er at huske dig selv på, hvad du blev forelsket i da I mødtes (eller hvornår du er mest tiltrukket til din kæreste). Tænk tilbage og genskab kontakten til din fascination og tiltrækning.

Hvad er romantiske følelser?

2. Vær sammen som kærester

Hvis du vil bevare den romantiske kærlighed, skal den have plads. Og det får den bl.a., når I er sammen som kærester.

Alt for mange glemmer kærestedelen af forholdet, når der er børn, arbejde og hverdag. Parret er sammen som far og mor, venner og to praktiske grise, ikke som mand og kvinde.

Derfor kommer de ud af romantisk træning. De glemmer, hvordan det er at være romantiske sammen – og se hinanden som kærester.

Læs også: Erotisk intelligens: Sådan bevarer du lyst og begær i dit faste parforhold 

3. Bevar og dyrk forskellene

Det er forskellene, som skaber fascination og tiltrækning. Man begærer noget, man ikke har. Det er afstand og forskel, som skaber tiltrækning. Det som er tæt på, det vi forstår og ejer, er ikke tiltrækkende. Vi er ikke kærester med vores enæggede tvilling. Det ville være intetsigende.

Derfor kan du gøde jorden for de romantiske følelser ved at dyrke forskellene mellem jer. Fx ved at manden bliver mere bevidst om sin maskulinitet, og kvinden bliver mere bevidst om sin femininitet, når de er sammen.

Det betyder ikke, at du og din partner skal være kunstige og gøre ting I normalt ikke gør. Tværtimod. At “dyrke forskellene” betyder i virkeligheden, at du og din partner skal holde fast i de naturlige forskelle, som altid har være der. I skal kort sagt være autentiske sammen.

Forskel skaber polaritet, og polaritet giver energi, spænding og lyst til at være sammen. Det kan du læse mere om her: Seksuel polaritet skaber tiltrækning.

Sex er en effektiv måde at komme i kontakt med din femininitet/maskulinitet. Derfor er sex, erotik og sensualitet gode måder at give den romantiske kærlighed et boost.

Konklusion

Romantisk kærlighed siger noget om parforholdets potentiale til at berige dig. Derfor fungerer de færreste parforhold i længden, hvis den romantiske kærlighed er helt væk. Derudover er det kun parforholdet, som kan give dit liv romantisk kærlighed i modsætning til fx venskabelig kærlighed, som du kan få mange steder.

Problemet er, at de romantiske følelser typisk aftager med tiden. Men hvis du er indstillet på at arbejde for dit forhold, kan du gøre meget for at bevare de romantiske følelser.

Opdateret d.16 oktober 201819-5-2019Savner du romantiske kærlighed? Er I kun venner? Er det et problem?Bevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend