Brevkassen om parforhold, sex og kærlighed

Brevet er besvaret af Holger, som er psykoterapeut, parterapeut, sexolog og coach i København.

Frustreret kvinde: “Min kæreste ser porno dagligt, mens jeg efterspørger nærhed og sex!”

Hej Holger

Min kæreste Peter og jeg har været sammen i lidt over et år, og vi har boet sammen de sidste 8 måneder. Efter vi er flyttet sammen, er vores sexliv begyndt at halte, og er nu ikke-eksisterende.

Vi havde en periode med mange skænderier, Peter siger, at han mister lysten til sex, når vi skændes. Jeg er af meget sexuel natur og meget snakke natur. Vi står i en “hvad-kom-først-ægget-eller-hønen” situation. Peter vil have, at jeg bare skal slappe af og vente på, han åbner op, og jeg går rundt og er frustreret, og har svært ved at tie stille omkring det. Og så kører den i ring – og stadig ingen sex.

Her er mit største issue: Peter har altid sagt, at sex ikke er vigtig i forholdet, og at jeg har for meget sexlyst. Jeg er dybt uenig!

Jeg har for nyligt opdaget, at han ser masser af pornofilm. Jeg kom sågar tidligt hjem i dag, og fandt ham i gang med at onanere til porno. Og jeg er tit havnet på en pornoside, når jeg har lånt hans ipad. Jeg bliver ked af det fordi, han siger at jeg bare skal slappe af, og at hans sexlyst ikke er lige så stor som min. I mellemtiden opdager jeg, at han ser porno 3-4 gange om ugen. Jeg har talt åbent om hans pornoforbrug og udtrykt, at jeg er bekymret for at porno, påvirker hans sexlyst. Han insisterer, på at hans manglende sexlyst skyldes mit fokus på vores sexliv. 

Jeg er bange for, at han lider af pornoafhængighed, og ikke kan tænde på mig. Han er fjern og ikke nærværende, når vi har sex, og det virker som om, at han skal spille klip i hovedet for at komme i gang. Han gør intet aktivt for tænde mig, og jeg husker ikke hvornår, jeg sidst har fået et tungekys. Han er for det meste nødt til at trække sig ud og onanere, fordi han ikke kan få orgasme med mig.

Han går i forsvar, råber og lukker mere og mere af hver gang, jeg forsøger at tale om emnet. Vi har kun haft sex 5 gange de sidste 4 måneder. Jeg har også forklaret, at jeg absolut intet problem har med porno, så længe sexlivet er i orden. Vi har også set porno sammen. Men når jeg bliver “erstattet” med porno bliver jeg lidt sur, for han ved jo, jeg har lyst til ham og alligevel vælger han porno frem for en gang imellem at kalde på mig.

Jeg er helt desperat. Jeg kan ikke finde ud af om en sexolog eller parterapeut kan hjælpe os? Jeg har forsøgt at tale med Peter om et forløb, men han afviser, at vi har et problem. Er det her normalt? Peter har set pornofilm dagligt samtidig med at jeg har efterspurgt mere nærhed og sex. Så sent som i nat, efter en dejlig dag sammen, vælger han porno i stedet for at krybe ind til mig i sengen. Jeg er helt fortvivlet. Og nu er vi uvenner og på vej til at bryde. Kan du fortælle mig om det er normal adfærd, og hvis ikke om der virkelig er håb?

Jeg er meget trist, selvom jeg elsker ham. Vi skal i fertilitetsbehandling snart, og jeg er nu helt i tvivl, om der er håb. Jeg tror, at Peter har nogle sexuelle problemer, og har meget svært ved at forene kærlighed og sex. Det er som om, sex hører til porno, og kærligheden hører til hygge/tv og tryghed. Og jeg er ved at bliver skør af at se TV 🙂

På forhånd tak,

Kirsten

Har du et råd eller en kommentar? Skriv den i kommentarfeltet nederst.

Sexologen svarer:

Kære Kirsten

Tak, for dit spørgsmål.

Jeres udfordringer er desværre ikke unormale. Jeg har før hjulpet par, hvor manden er mere eller mindre pornoafhængig, mens kvinden er seksuelt frustreret. Det vil uden tvivl være gavnligt for jer, at starte et terapiforløb hos en god sexolog/parterapeut. Så der er håb, hvis I begge er åbne for at arbejde med jer selv og forholdet. 

Læs flere brev her: Brevkassen om sex, kærlighed og parforhold

Men siden din kæreste ikke mener, at han/I har et problem, er du/I havnet i en fastlåst situation.

Jeg tror ikke Peter frivilligt ændrer sig. Som jeres forhold er nu, foretrækker han åbenbart porno frem for fysisk sex – eller han er i hvert fald ikke nået til et punkt, hvor han aktivt forsøger at ændre det. Desuden har han sagt, at han ikke synes, at sex er en vigtig del af et parforhold.

Som du har erfaret, så er problemet med pornoafhængighed og manglende sex, at det går ud over kærligheden og den følelsesmæssige nærhed. Hvilket ultimativt kan lede til, at I går fra hinanden. Derfor synes jeg, at Peter burde se mindre porno, og fokusere mere på jeres sex- og kærlighedsliv. Det ville være godt for både forholdet og ham.

Men det er dig, som har skrevet til mig, ikke ham. Hvis han havde skrevet en mail om sin pornoafhængighed eller manglende lyst, kunne jeg rådgive ham. Nu må jeg rådgive dig i stedet.

Måske har du ret i, at han er pornoafhængig, og ser film i hovedet, når I har sex, har svært at ved forbinde sex med kærlighed osv. Men du kan ikke tvinge ham til at ændre sig, det kan han kun selv. Til gengæld kan/skal du tage ansvar for dig selv.

Derfor er din opgave at finde ud af, hvor vigtig sex er for dig. Hvad nu, hvis han ikke kan/vil ændre sig? Kan du leve med det? Kan du nøjes med at onanere? Ville du være tilfreds, hvis han foreslog, at du får en elsker, siden du har større behov for sex end ham? Vil du stoppe forholdet, hvis I fremover kun har sex én gang om måneden? Hvor går din grænse?

Der er ingen rigtige svar. Men du skal finde din sandhed, og stå ved den. Hvis du ikke kan leve uden sex i dit parforhold, bliver du nødt til at sige det til ham.

Han siger, at du skal slappe af, og vente på at han åbner op. Men den strategi ser ikke ud til at virke! Jeg synes, du skal lave en aftale med ham: Først prøver I hans strategi i en måned, og hvis det ikke virker, prøver I din idé om parterapi. Du lover, ikke at brokke dig i en måned, hvis han til gengæld lover at tage initiativ i soveværelset.

Et godt sexliv er et fælles projekt, så er det vigtigt, at du også tænker over, hvad du kan bidrage med. Spørg ham, om du kan gøre noget for at hjælpe ham. Måske har han nogle ønsker, behov, fantasier, han aldrig har fortalt dig om?

Du kan også overveje, om polariteten i forholdet har lidt skade, efter at I er flyttet sammen. Det er ikke unormalt, at tiltrækningen falder, når man flytter sammen og det bliver hverdag. Du kan læse mere om seksuel polaritet her: Fysisk tiltrækning og polaritet. Måske kan du få et par ideer, til at øge tiltrækningen.

Hvis der ikke sker noget i løbet af en måned, skal du trække ham med til en sexolog/parterapeut. Ellers ændrer det sig måske aldrig. Husk: At hvis noget skal ændre sig, bliver I nødt til at gøre noget anderledes end i plejer! Du kan jo lade ham bestemme, hvilken terapeut I skal bruge.

Jeg håber, du kan bruge mit svar – og jeg ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Holger er sexolog i København

Hvad mener du? Skriv din kommentar nederst!

Sexolog: 

Få hjælp til pornoafhængighed

Hvis du foretrækker porno og onani fremfor din kæreste, kan det være tegn på, at du er pornoafhængig, hvilket kan ødelægge dit sex- og kærlighedsliv. Hvis du er klar til at prioritere dit parforhold over porno, så kan sexologisk rådgivning hjælpe dig på vej.

Bliv klogere på sexologi her: Sexolog København

Opdateret d.6 mar. 20176-3-2017Frustreret kvinde: “Min kæreste ser porno dagligt, mens jeg efterspørger nærhed og sex!”Bevidsthed.org

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend