Kerneværdier:

Din guide til et lykkeligt liv!

Værdier er værdifulde

Dine kerneværdier er dine vigtigste værdier. Hvis du ikke lever i overensstemmelse med dine personlig værdier, er du ikke autentisk. Du kommer til at mangle motivation og energi, og dit liv føles meningsløst.

Præcis som firmaer bruger kerneværdier til at prioritere deres handlinger og aktiviteter, bør du bruge dine kerneværdierne til at navigere og træffe holdbare beslutninger.

Enten lever du efter dine egne værdier, eller også lever du efter andres!

Hvis du ikke følger dine personlige værdier, kommer du ofte til at handle i modstrid med dine inderste ønsker og behov. På sigt opbygges indre spænding og konflikter, der saboterer din effektivitet, fremgang og livsglæde. Det bliver som at køre bil med håndbremsen trukket!

Hver gang du træffer en vigtig beslutning, så overvej nøje, om den harmonerer med dine kerneværdier. På den måde kommer der sammenhæng mellem den du er, og det du gør.

Læs også: Find dit livsmål – inden det er for sent!

Du kan ikke få det hele. Så du må vælge det, som giver dig mest lykke på den lange bane. Dvs. det som harmonerer med dine inderste værdier.

Spørgsmål: Hvad er vigtigst for dig: Udvikling eller sikkerhed? Økonomi eller kreativitet? Fritid eller karriere?

Starter du et nyt parforhold, er det særlig vigtigt at I afstemmer jeres værdier. Både personlige værdier, men også værdier for forholdet. Ellers vil der opstå misforståelser og konflikter mellem jer. Hvis I dybest set har forskellige prioriteter, bliver i nødt til, at være ekstra grundige, når afstemmer forventninger og planlægger jeres fælles fremtid.

Hvis du ikke allerede har talt med din kæreste om jeres kerneværdier, så skynd dig at gøre det! Det er samtidig en sjov og anderledes måde at lære hinanden bedre at kende (men undgå at starte en værdikamp).

Menneskelige livsværdier - Hvad er værdier? - Kerneværdier liste

1.Trin: Find dine kerneværdier

Du har ikke kun én kerneværdi men flere. Eksempler på personlige værdier: Udvikling, taknemmelig, venlighed, loyal, eventyrlysten, ansvarsfuld, styrke, gavmild, grundig, eftertænksom, tillid, ærlig, rationel, spirituel, stabil, økologi, samhørighed, respekt, ro, kærlighed, seriøsitet, kreativitet, sport, ambitiøs, afslappet, sundhed, forandring, spille musik og velstand (find selv flere eksempler). Du kan sikkert med det samme mærke, at nogle værdier passer bedre på dig end andre.

Det kræver lidt arbejde at finde dine kerneværdier, men belønningen er stor. Det er ikke kun en mental proces, men også en intuitiv proces, hvor du skal mærke ind i dig selv. Det handler ikke om, hvad du tænker, men hvad du føler.

Hvis du tænker for meget, kommer du nemt til at overtage dine families, kærestes eller samfundets værdier. Det er først, når du føler og mærker dig selv, du for alvor kommer i kontakt med dine egne værdier.

5 Metoder til at finde dine personlige værdier:

Metode 1: Tænk på en aktivitet du får energi af, og som virkelig gør dig glad, fx: løbetræning. Spørg dig selv: Hvad får jeg ud af løbetræning? Svar: En følelse af frihed. Dvs. frihed er en af dine kerneværdier.

En anden aktivitet kunne være skovtur med din kæreste. Spørg dig selv: Hvad giver det mig at tage på skovtur med min kæreste? Svar: En følelse af samhørighed. Eller måske nærhed. Dvs. samhørighed og nærhed kunne være nogle af dine kerneværdier. På samme måde finder du måske ud af, at dit arbejde giver dig personlig udvikling.

Metode 2: Find de 3-5 ting du er mest stolt af i dit liv. De ting som du er mest stolt af, udtrykker typisk en eller flere af dine kerneværdier Fx: At du rejste alene til Kina, da du var 19 år (mod og eventyrlyst), at du er en kærlig mor (kærlighed og omsorg), at du har startet din egen virksomhed (kompetent), at du har løbet en marathon (vedholdende), at du er god til at synge (musikalsk) osv.

Spørgsmål: Hvad er du mest stolt af i dit liv?

Metode 3: Prøv også at tænke tilbage på 3 perioder i dit liv, hvor det var særlig godt at være dig. Der hvor du har det bedst, vil typisk være der, hvor dine kerneværdier imødekommes.

Er der nogle fællestræk mellem de 3 perioder? Hvilke behov fik du opfyldt? Kan du se de bagvedliggende kerneværdier?

Metode 4: Tænk på nogle af de aktiviteter eller perioder i dit liv, som du bryder dig mindst om. Hvad savnede du mest? Hvilke kerneværdier blev ikke mødt?

Metode 5: Brug din intuition. Gennemgå fx listen med værdier ovenfor og mærk i dig selv, hvad der er vigtigst for dig. Hvilke ord springer ud? Hvilke ord giver dig en følelse af glæde og energi?

Nu har du fire metoder, så du kan lave din egen liste med kerneværdier. Processen tager tid, så vær tålmodig og brug din intuition.

Når du er færdig, så se på listen. Bliver du glad og opstemt, når du læser listen? Føles det rigtigt? Hvis det ikke rører noget i dig, så er listen ikke færdig!

Læs også: Dine overbevisninger bestemmer din skæbne!

Det er en god ide at lade listen ligge fremme, så du kan tilføje og rette de næste timer eller dage(!). Når du er færdig, bør du have mindst 7 kerneværdier, som afspejler den du er.

Vigtigt: Inden du er færdig, så overvej en ekstra gang, hvor dine kerneværdier kommer fra. Er det dine egne værdier? Eller er det nogen, du har overtaget fra dine forældre, kæreste eller andre? Pas på du ikke snyder dig selv, for så lever du efter andres værdier.

Livsværdier - Hvad er værdier - Liste med kerneværdi - psykoterapi i københavn

2.Trin: Rangorden kerneværdierne

Her skal du undersøge hver af værdierne. Hvad betyder den enkelte kerneværdi egentligt? Hvad betyder tillid for dig? Hvad er samhørighed? Hvad er succes?

Giv hver værdi point fra 1-10, og sorter dem, så du ved, hvilke værdier der er særlige vigtige. Kan du genkende dig selv i listen? Er du overrasket over listen?

Slut af med at sammenligne værdierne parvis, indtil du er helt sikker på din prioritet. Undervejs i processen finder du måske nye kerneværdier, og sletter nogle andre, fordi du bliver klogere på dig selv. Det er kun et godt tegn.

Dine kerneværdier er den røde tråd, der giver dit liv mening.

3.Trin: Brug dine kerneværdier

Sammenlign nu listen med dit liv. Hvilke aktiviteter harmonerer med listen og hvilke gør ikke? Tænk på dit arbejde, dit parforhold, familie, bolig, venner, fritidsaktiviteter osv. Dine vigtigste kerneværdier skulle gerne i mødekommes hver dag.

Hvordan kan du justere dit liv, så dine kerneværdier imødekommes endnu mere? Hvad holder dig tilbage? Vigtige hensyn til din familie? Frygt? Eller bare dovenskab og dårlige vaner?

Nu er også et godt tidspunkt at overveje dine mål i livet: Hvor er du om 2-5-10år? Harmonerer din retning med dine kerneværdier? Hvis ikke, kan du gøre to ting: Enten justerer du dine mål, så det harmonerer med dine værdier. Eller du finder nye kerneværdier, du vil dyrke i dig selv, så du kan realisere dine drømme

Læs også: Er du autentisk?

Måske drømmer du om at få børn og hus med græsplæne, men dine kerneværdier er spænding, forandring og frihed. Dvs. dine værdier harmonerer ikke umiddelbart med at slå sig ned og stifte familie. Enten er drømmen om familieliv ikke ærlig, men bare noget du tror du har lyst til. Eller også er det på tide, at du finder nye kvaliteter og værdier i dig selv. Det kunne være stabilitet, tryghed og samhørighed, der alle kan hjælpe dig med at stifte familie.

Hæng listen med kerneværdier op på din opslagstavle. Så glemmer du dem ikke!

Snyd ikke dig selv for denne simple øvelse. Du kan spare dig selv for mange ærgrelser, og spildte år, ved at indrette dit liv efter dine kerneværdier.

God fornøjelse!

Værd at huske

Dine kerneværdier viser hvem du er, og hvor du gerne vil hen. Først når du har undersøgt dine dybeste personlige værdier, kan du være autentisk og træffe holdbare beslutninger.

Hvis dit job, bolig eller parforhold ikke harmonerer med dine kerneværdier, bliver du nødt til at ændre noget. Ellers skaber du lidelse for dig selv.

Coaching: Bliv klogere på dig selv

Coaching handler først og fremmest om personlig udvikling. Og personlig udvikling handler bl.a. om at finde sig selv: Hvad ønsker jeg af livet, hvad er mine værdier, hvad vil jeg have ud af mine relationer osv. Et coachingforløb kan bl.a. afklare dine livsværdier, prioriteter og give dig en holdbar retning i livet. Find ud af, om personlig coaching er noget for dig:

Læs mere: Personlig coaching

Opdateret d.24 maj 2017

Hvad er vigtigst for DIG?

24-5-2017Kender du dine kerneværdier?Bevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend