+4522321888 Holger@bevidsthed.org

Kærlighedens kemi: Forelskelse, begær og tilknytning

Bliver du forelsket, fordi du tænder på en person, og I har god sex? Medfører forelskelse automatisk kærlighed og et stabilt forhold? Og er der en sammenhæng mellem kærlighed og god sex?

Det bliver du klogere på i denne artikel, som er inspireret af Helen Fishers bog Why We Love.

Forelskelse (eller romantisk kærlighed)

Forelskelse er en universel oplevelse, som er kendt i alle kulturer til alle tider. Selv nogle dyr (fx hunde) viser tegn på forelskelse!

Forelskelse vækker en lang række følelser såsom lykke, beundring, taknemmelighed, respekt, nydelse, glæde, nervøsitet, usikkerhed osv.

Grunden til at forelskelse er så intens, er relateret til signalstoffet dopamin, som er et af naturens kraftigste stimulanser. Det er takket være dopaminen, at du føler dig ”høj” af lykke og energi, når du er forelsket.

Kroppen producerer dopamin, når du gør noget, du kan li’. Og især når du er på vej til at gøre noget, du kan li’. Eksempelvis når du står i kø ved buffeten og munden løber i vand, når du ser reklamer, når du fantaserer om sex osv. Dopamin er altså kemien for nydelse, men især for forventningens glæde.

Forelskelse kan sammenlignes med at være dopamin-junkie. Og derfor leder forelskelse ofte til følelsesmæssig afhængighed – og af samme grund føles ulykkelig forelskelse så forfærdeligt.

Det er pga. kroppens dopaminproduktion, at forelskelse er en af de mest eftertragtede følelser. Og hvem vil ikke gerne være forelsket? Men det er samtidig hårdt at være forelsket, fordi forelskelse ofte giver følelsesmæssige udsving, søvnbesvær, mavepine osv.

Forelskelse bliver ofte til en slags besættelse af en særlig person, som du tillægger speciel betydning. Han eller hun får en unik placering i dit følelsesliv, og dine tanker vender igen og igen tilbage ham/hende. Måske har du også lyst til sex, men normalt er fokus på den følelsesmæssige forening.

Forelskelse vækkes af det nye og spændende, fx den nye kollega du ikke kender, så fantasien har frit løb.

Derudover får forelskelse energi af forhindringer. Det er som om naturen sikrer sig, at du ikke mister modet, bare fordi han/hun bor langt væk, allerede er i et forhold eller ikke er interesseret i dig. Tænk på Shakespeares fortælling om Romeo og Juliet, som ikke kan få hinanden pga. konflikten mellem deres familier. Fordi de ikke kan få hinanden, bliver tiltrækningen kun større.

Læs også: Savner du romantisk kærlighed?

Begær (eller liderlighed)

Begær er lyst til sex. Lysten er ikke rettet mod én speciel person, men mod alle du finder tilstrækkeligt sexede. Og jo mere liderlig du er, desto flere er du åben overfor. Det er ikke som at være forelsket, hvor der er én og kun én, du er interesseret i.

Begær hænger sammen med testosteron i både mænd og kvinder. Generelt gælder at jo højere testosteronniveau desto større seksuel aktivitet.

Nogle forskere har foreslået, at når mænd tungekysser kvinder, overfører de samtidig testosteron til kvinden, for at tænde hende. Og derfor bruger mænd generelt mere tunge end kvinder, når de kysser. Det kan du læse mere om her: Videnskaben om kysset.

Mænd og kvinder tændes ikke af det samme. Mænd er typisk mere visuelle end kvinder, og derfor vender mænd sig oftere efter kvinder på gaden end omvendt. Også når mænd fantaserer om sex, er det meget visuelt.

Kvinder er generelt mere til følelser, stemninger, romantiske historier, og sex med partnere de føler sig trygge ved.

Mænd tænder typisk på at være aktive, tage og erobre kvinden, mens kvinder ofte tænder på at lade sig forføre og overgive sig.

Læs også: De 7 almindelige sexfantasier

Begær testosteron - kærlighed og dopamin - Sexolog og parterapeut

Er der sammenhæng mellem begær og forelskelse?

Forelskelse og begær er ikke det samme. Forelskelse hænger sammen med dopamin, begær hænger sammen med testosteron. Derudover har hjerneskanninger vist, at begær og forelskelse aktiverer forskellige dele af hjernen.

Men hvis du er forelsket, får du højest sandsynlig også lyst til sex på et tidspunkt, fordi dopamin kan stimulere produktionen af testosteron.

Begær kan også lede til forelskelse, men ikke altid. Det er derfor, nogle har en “bolleven” i årevis, uden det vækker dybere følelser.

Tilknytning (eller venskabelig kærlighed)

Tilknytning er en følelse af høre sammen. Venskabelig eller livsledsager kærlighed er en følelse, som opstår, når du har kendt din partner i længere tid, når du er tryg, og føler jer som et fast par. Det er en følelse af at have fundet en sikker havn.

Venskabelig kærlighed kan vare hele livet i modsætning til begær og forelskelse.

Liderlighed kommer og går. Du kan tænde på sekunder, men også slukke på sekunder.

Forelskelse tager længere tid, timer, dage, uger og kan holde sig op til 1-2 år, hvorefter følelsen typisk forsvinder. Andre oplever periodevis forelskelse i den samme. Jeg har fx en ven, som har kendt sin partner i 50 år. Han oplever stadig perioder med intens forelskelse, søvnbesvær osv!

Hvis du er heldig, erstattes forelskelsen af den mere venskabelige kærlighed. Det er en glæde over at høre sammen og følges gennem livet.

Tilknytning er relateret til to hormoner: vasopressin og oxytocin. De kaldes også for kærligheds-hormoner eller kramme-hormoner, fordi de bl.a. udskilles, når vi krammer og har sex. Hormonerne forklarer, hvorfor der kan opstå følelser af samhørighed og kærlighed efter sex.

Lyst og venskabelig kærlighed

Begær og lyst kan medføre venskabelig kærlighed og omvendt.

Nogle oplever, at jo bedre de kender hinanden, desto mere lyst får de til hinanden, fordi deres lyst hænger sammen med tryghed.

For andre er det omvendt: Når de kender hinanden godt, bliver det lidt kedeligt, og sexlysten falder.

Generelt gælder, at mænd med et meget højt testosteronniveau relativt sjældent er i lange stabile parforhold. De gifter sig sjældnere, har flere affære, bliver oftere skilt osv. Måske er det derfor, at naturen har sørget for, at mænds testosteron niveau falder, når de er i et fast parforhold. Det gælder især, når manden bliver far. Faktisk kan man måle et signifikant testosteronfald, hvis en mand blot holder en baby!

Det er altså ikke overraskende, at mandens sexlyst daler, når han bliver familiefar. Ligesom mange kvinder også mister lysten, når de får børn. At sexlysten forsvinder, når et par får børn, kan også forklares ved at polariteten forsvinder. Parret er ikke længere kærester, men mor og far. Du kan læse mere om polaritet her: Polaritet skaber seksuel tiltrækning.

Sexolog og parterapeut - Venskabelig kærlighed Oxytocin Begær Dopamin

Forelskelse og venskabelig kærlighed

De færreste oplever forelskelse og venskabelige kærlighed på samme tid til samme person.

Mange oplever først den venskabelige kærlighed i takt med at forelskelsen aftager. Eller måske føles det bare sådan, fordi forelskelse er så intens, at den overskygger alle andre følelser.

Det er ikke unormalt at ønske sig tilbage til begyndelsen af forholdet, hvor begge var forelskede, der var masser sex, og det hele var lyserødt. Men de fleste glemmer, hvor hårdt og stressende forelskelse er.

I stedet burde de pleje den venskabelige kærlighed, som ikke giver det samme sug i maven, men til gengæld har så meget andet at byde på. Og selvfølgelig holde gang i sexlivet, som ikke behøver at forsvinde, selvom forelskelsen er væk.

Læs også: Derfor er du forelsket

Du er mere end kemi

Kærlighed, forelskelse og tiltrækning er komplekse størrelser, og ikke alt kan forklares vha. biokemi. Psykologiske og sociale faktorer betyder mindst ligeså meget som biologi.

Konklusion

Begær, forelskelse og tilknytning er 3 forskellige ting. Følelserne udspiller sig forskellige steder i hjernen, producerer forskellige kemiske stoffer, og giver dig forskellige følelser og tanker.

Du kan føle en stærk kærlighed til din partner, være forelsket i din kollega og have seksuelle fantasier om en helt tredje. Naturen er upraktisk.

Opdateret d.23 nov. 201823-11-2018Kærlighedens kemi: Forelskelse, begær og tilknytning”Bevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend