+4522321888 Holger@bevidsthed.org

Brevkassen om personlig udvikling, parforhold, sex og kærlighed

Brevet er besvaret af Holger, som er parterapeut, sexolog, psykoterapeut, og coach i København.

Frustreret ung kvinde: “Jeg kan ikke mærke hans kærlighed. Jeg savner dybe samtaler og sex!”

Hej Holger

Jeg er en pige på 20 år og jeg har været sammen med min jævnaldrende kæreste i snart 3 år.

Min kæreste er generelt rigtig sød, kærlig og støttende og jeg ved godt, at han elsker mig.

Men jeg FØLER mig ikke elsket, hvis det giver mening?

Min kæreste har altid virket afvisende eller skiftet emne, hvis vi kommer ind på samtaler, der er lidt mere dybe. Eksempelvis hvis det handler om vores følelser for hinanden, kærlighed eller sex. Han siger selv, at han er meget konfliktsky (han har fx aldrig skændtes med sine forældre!), men selvom det er en helt kærlig samtale uden nogen konflikt overhovedet, så skifter han stadig emne med det samme! Dvs. vi har næsten aldrig haft en dyb samtale.

Vi skændes heller aldrig… Ikke at jeg gerne vil have et skænderi, men nogle gange kan et skænderi jo være rigtig konstruktivt. Dét at vi ikke skændes eller at han aldrig siger, at han er utilfreds eller noget gør bare, at jeg bliver usikker! Jeg føler at jeg ikke ved, hvad han tænker eller om han overhovedet er tilfreds eller utilfreds eller noget som helst.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at jeg mangler at føle mig elsket i hverdagen. Og så siger han, at han da tit gør små ting for mig og han kysser, krammer og holder om mig. Og det er også rigtigt! Og jeg sætter meget pris på det. Men jeg prøver at fortælle ham, at jeg mangler mere end bare et “jeg elsker dig”. Jeg kunne godt bruge en “lang” sms, hvor der stod, hvor meget han elsker mig eller andre kærlighedserklæringer en gang i mellem. Jeg mangler rigtig meget at se hans DYBE og passionerede side.

Læs også brevet: Jeg har mistet lysten til sex, fordi min mand ikke vil snakke om følelser

Som sagt, har jeg prøvet at forklare ham det, men han virker altid som om at han ikke rigtig forstår det. Jeg synes også jeg har prøvet at være konkret.

Jeg har følt sådan nærmest siden ny-forelskelsen forsvandt og det gør mig rigtig frustreret og ked af det.

Jeg er bange for at bringe det op med ham igen, fordi at jeg jo ikke vil have ham til at tro, at jeg ikke elsker ham og ikke er glad for forholdet. Men der mangler bare noget!

Vi er også begyndt at have meget mindre sex. Vi har sex ca. 1 gang om måneden for tiden – og det synes jeg altså er ret lidt, når vi er så unge. Jeg har i hvert fald lyst til mere!

Han har endnu ikke, efter 3 år, formået at give mig en orgasme – og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde at det var ligemeget. Men jeg prøver virkelig ikke at gøre opmærksom på det og på at nyde vores ellers rigtig gode sex! Men efter én af os (kan ikke huske hvem) bare hurtigt bragte på banen, at jeg ikke havde fået en orgasme endnu, så er det som om at hans lyst er dalet siden. Han siger ellers, at han altid har lyst, men det føler jeg altså ikke er rigtigt! Jeg synes jeg prøver og prøver, men at han aldrig helt bider på. Dette er endnu en ting, som ville være rigtig godt at snakke om, synes jeg, men som jeg aldrig kan komme til i og med, at han ikke vil åbne op.

Så kære Holger. Hvad skal jeg gøre?

Jeg mangler dybde og nærhed i vores forhold og jeg er træt af, at der hele tiden bliver skiftet emne. Jeg elsker min kæreste rigtig meget og jeg ved at han elsker mig, men vores forhold er så overfladisk.

Jeg er så fortvivlet.

Mvh. M.N.

Parterapeut og sexolog svarer:

Kære M.N.

Tak, for dit brev.

Du har flere spørgsmål/udfordringer:

  1. Du føler ikke kærlighed, selvom du ved, han elsker dig
  2. Du savner dybe samtaler
  3. Du ønsker mere sex

1. Du føler ikke kærlighed, selvom du ved, han elsker dig

Din kæreste kysser dig, krammer og gør små ting for dig, men alligevel føler du ikke kærlighed. Det lyder som om, I har forskellige måder at vise kærlighed.

Kender du de 5 kærlighedssprog? Hvis ikke, så læs her: De 5 kærlighedssprog. I artiklen er der link til en test, som I kan tage sammen. På den måde bliver I klogere på hinanden, og hinandens måde at mærke kærlighed.

Dit sprog er nok anerkendende ord, siden du gerne vil have en lang sms, hvor han siger, han elsker dig. Hans kærlighedssprog kunne være fysisk berøring og tjenester.

Fordi jeres kærlighedssprog er forskellige går der koks i kommunikationen. Han prøver at vise dig kærlighed vha. kys, kram og tjenester, men det virker ikke rigtig på dig, fordi du har et andet kærlighedssprog.

2. Du savner dybe samtaler

Mange mænd har det svært med at tale om følelser. Det er selvfølgelig noget man kan lære, men det tager tid.

Jeg foreslår, at du læser følgende guide til dybe samtaler sammen med din kæreste: Guide til dybe samtaler og empatisk kommunikation. 

Hvis man ikke bevidst forsøger at fordybe intimiteten i forholdet, bliver det nemt overfladisk, som du mærker. Her er en artikel, som kan inspirere jer til mere dybde: 7 Niveauer af nærhed i dit parforhold.

Endelig anbefaler jeg, at læser denne artikel om mænds tavshed og manglende lyst til dybe samtaler her: Forstå din mands tavshed.

3. Du ønsker mere sex

Jeg gætter på, at han har fået et stort hak i selvtilliden, da du fortalte, at du ikke har fået orgasme sammen med ham. Han tror ikke på, at du virkelig vil ha’ sex med ham, hvis du ikke får orgasme. Derfor har han mistet modet. Det er forklaringen på, at han siger han har lyst, men at du ikke kan mærke det. Ingen har lyst til at være en skuffelse!

99% af alle mænd er meget fokuseret på selve orgasmen, og mindre på vejen derhen. Manglende orgasmer betyder kun dårlig sex, hvis man er fokuseret på selve orgasmen, frem for kærligheden, intimiteten, sanserne, nydelsen osv. Det skal I have snakket om, så han ikke tror at manglende orgasme nødvendigvis betyder dårlig sex.

En anden misforståelse er, at det er hans skyld. Du skriver “Han ikke har formået at give dig orgasme…”, som om det kun er hans problem. Hvis han kan mærke, at du mener, at det er ham, som der er noget i vejen med, så kan jeg godt forstå, at han mister lysten til sex.

Håber du kan bruge mit svar.

Held og lykke.

De bedste hilsner,

Holger er sexolog og parterapeut i København

Parterapi: Få mere nærhed

Hvis du savner nærhed og kærlighed i dit parforhold, så er parterapi noget for dig.

Det er den følelsesmæssige nærhed, som holder parforholdet sammen, og derfor skal nærheden prioriteres. En parterapeut kan give jer praktiske råd og vejledning i, hvordan nærheden bevares.

Læs mere om parterapi: Parterapi København

Opdateret d.27 juni 2017

27-6-2017Frustreret ung kvinde: “Jeg kan ikke mærke hans kærlighed, jeg savner dybe samtaler og sex!”Bevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend