+4522321888 Holger@bevidsthed.org

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevet er besvaret af Holger, som er parterapeut, psykoterapeut, sexolog og lifecoach i København.

Forelsket i muslim: “Han vil ikke gå fra sin kone, men er det i orden, hvis jeg bliver gravid?”

Kære Holger

Jeg har rigtig mange spørgsmål ang., hvad jeg kan gøre, burde gøre og muligvis skal gøre.

I ca. et år har jeg set lidt til en muslimsk mand. Han er flygtning som har boet i DK i ca. 4 år. Det hele startede med at vi kendte hinanden lidt. Han spurgte flere gange, om vi ikke skulle være sammen. Vi brugte mere og mere tid sammen. Efter noget tid begyndte jeg at få følelser for ham. Efter noget længere tid fortalte han, at han var gift og havde børn. Konen og børnene boede han med i DK. Men han fortalte, at han ventede på papir, så de kunne blive skilt fra hinanden. Det var grundet af at de havde rigtig mange problemer mellem hinanden. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, men jeg valgte at fortsætte med ham, fordi han fortalte, at han skulle skilles. Han sagde, at nu går der ca. en måned til at hun rejser. Men hun rejste aldrig. Jo mere jeg var sammen med ham, jo mere snakkede han i telefon med sin kone omk. deres problemer. Hun ringede og ringede flere gange om natten, når vi sov sammen. Hun fylder virkelig meget i vores forhold. Det skal lige siges, at han tit sov hjemme, men en gang i mellem sov hos mig.

Efter jeg havde været sammen med ham i ca. 8 mdr., fandt jeg ud af, at jeg var blevet gravid. Her blev blev vi meget forvirrede over, hvad vi skulle gøre. Men han ønskede ikke barnet, mens jeg ønskede det. Men vi blev enige om en abort, da det nok skulle blive vores tur en gang. Men tiden var ikke lige den rette lige foreløbig. 

Da jeg havde fået aborten, fandt jeg ud af, at hans kone var gravid. Hun havde fået lov til at beholde barnet. Han siger dog, at hun havde holdt det skjult i 3 mdr. Men begge ønskede det. Mest fordi det skulle være sidste gang, at hun skulle kunne få barn pga. de to tidligere børn, som de havde fået sammen, havde været med kejsersnit. Men dette havde han holdt hemmeligt for mig.

Nu er jeg bare ked af det og forvirret. Han er også begyndt at sige, at han ikke kan blive skilt, fordi de har børn sammen. Han siger, at han har prøvet på at blive skilt, men at de ikke kan pga. børnene. Han har også fortalt, at han ikke ønsker at stoppe med mig. Men samtidig snakker han om, at han gerne vil være en god mand for sin kone, så de ikke længere har problemer sammen. Fordi det er kun ham der laver problemer med hende, fordi han ikke er tit hjemme. Han er begyndt at være mere hjemme. De har næsten ikke flere problemer sammen. Jeg bliver mere og mere ked af det. Jeg er bange for, at han snart siger, at vi skal stoppe. Men jeg er også frygtelig ked af det over barnet, fordi jeg ville gerne have det. Uanset om jeg skulle være alenemor. Jeg har tænkt på, at gøre mig gravid igen og holde det hemmeligt, fordi jeg vil have det barn. Og jeg har hele tiden været tro mod ham, hvorimod han nogle gange desværre har løjet overfor mig. Herunder havde vi også lovet hinanden, at vi ikke måtte have samleje med andre. Hvor han siger, at hans kone gerne ville en gang i mellem, og han må ikke sige nej til hende, så de har været sammen 3 gange. Det er så ulækkert. Udover dette har han også fortalt, at muslimer må have flere koner (helt op til 4). Da hans kone kom til DK var hun under 18 år så der står kun på deres papir, at de er “kærester” i DK selvom de er gift i deres hjemland. 

Mit spørgsmål går egentlig mest ud på, hvad jeg skal gøre? Jeg vil så inderligt være sammen med ham. Jeg kan ikke finde ud af, om vi kan blive gift? Ville det være i orden, hvis jeg blev gravid? Hvad skal jeg stille op med ham?

Jeg stoler 100% på ham og måske ikke helt alligevel. Mest fordi han nogle gange har løget overfor mig med fx. han ikke havde kone og børn, hvor det viste sig at han havde det alligevel. Og den anden løgn omk. at de ikke skulle have flere børn, hvor de nu venter sig en lille en om 1,5 mdr. 

Læs også brevet: Hemmelig kæreste med muslim: “Skal jeg forlade ham?”

Men udover dette så er jeg bare så inderligt frustreret, ked af det og magtesløs, fordi det føles som om at hele min verden handler om ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Jeg elsker ham virkelig. Jeg er bare rigtig ked af, at han havde valget mellem hans kones barn og mit barn, hvor han valgte hans kone. Nu er hun også muslim med tørklæde og beder 5 gange dagligt osv., hvor jeg bare er helt alm. dansker med en kristen baggrund. Men med hensyn til vores religion har vi fuld respekt for dette. Men han har ofte sagt, at han ikke ville have barnet, fordi det ikke var “hallal” (staves). Dvs. et ægte barn. Han mener kun, at man kan få et ægte barn ved at være gift med hinanden. Hvis man ikke er gift, så får man ikke et “rigtigt” barn, hvis du forstår mig korrekt.

Jeg føler desuden, at jeg har fortrudt mit valg. Jeg overvejer helt at blive gravid igen og holde det hemmeligt? Jeg ved ikke hvorfor, men efter at jeg har været gravid så lægger jeg mærke til alle babyer og børn der går på gågaden. Jeg ønsker mig sådan et barn. Jeg er i gang med uddannelse og lige nu passer en baby ikke ind i billedet, men jeg er på en måde ligeglad? Jeg føler også at jeg er blevet mere forbundet til ham efter at jeg er blevet gravid. 

Jeg er en helt forvirret pige der slet ikke kan finde ud af hvad ned og op er længere. Men det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvad der er det “rigtige” at gøre. Det rigtige ville jo bare være at stoppe det hele med ham og komme videre. Men jeg er simpelthen for svag til dette. Også fordi jeg ikke har lyst til det. Jeg har ventet i så lang tid på at han skulle blive skilt, og jeg vil have, hvad jeg har sat mig for for lang tid siden. Jeg kommer til at føle mig som en stor taber, hvis jeg ikke kæmper.

Men også noget helt andet er at jeg ikke kan finde ud af ham nogle gange. Når vi nogle gange (dvs. i sjældne tilfælde) sover sammen, så kimer hun ham ned med opkald og sms’er, hvor han sætter sin telefon på lydløs og hører det næste dag og ikke vil snakke om det. Der er mange spørgsmål til dette:

– Hvad burde jeg gøre til dette?

– Lyder jeg fuldstændig mærkelig?

– Kan jeg blive gift med ham, når der står på borger.dk at han er “single”, fordi hun var under 18 år, da hun kom til DK, så de er kun “kærester” i DK, men på deres papir fra udlandet står der “gift”

– Er det i orden, hvis jeg bliver gravid? Hvis ja kan jeg så få lov til at holde det hemmeligt? eller hvad burde jeg gøre? jeg vil gerne fortælle ham det, men jeg ikke ikke godtage et “nej” fra ham igen om at beholde barnet, så bryder jeg helt sammen.

Kh Frk F

Parterapeut og personlig coach svarer:

Kære Frk F

Tak, for dit brev.

Mit korte svar: Se at komme videre!

Jeg ved, at det er en hård besked, fordi du er forelsket i ham. Men jeg tror aldrig du får det, du drømmer om. Jeg tror aldrig I bliver gift, får børn og lever lykkeligt til jeres dages ende.

Det er tillokkende at have både kone og elskerinde. Det tror jeg mange mænd (og kvinder) gerne vil ha’. Når der er knas med konen, kan man få kærlighed og sex hos elskerinden, som sidder og venter – og finder sig i at være nr 2.

Det er helt klassisk, at elskerinden håber og venter, mens manden udsætter skilsmissen i det uendelige. Problemet er, at manden ikke har noget incitament til at lade sig skille. Hvorfor gå fra konen, når man kan have både elskerinde og kone?

Det lyder slet ikke, som om han har tænkt sig at lade sig skille. Og nu hvor han vil have et barn med konen, kommer det ikke til at ske foreløbigt – måske aldrig! Og jeg tror på ingen måde, at han vil giftes med dig! Hvordan kan du tro det? Du kan jo prøve at spørge, men jeg forstår ikke, hvad der får dig til at tro, at han er interesseret?

Glem ham og kom videre! Eller find dig i, at du altid vil være nr. 2, og at han højest sandsynligt bryder kontakten en dag, når forholdet til konen bliver bedre, eller deres barn bliver født.

Ang. barn og graviditet. Nogle gange rammes en kvinde (eller mand) af en stærk biologisk trang til at sætte et barn i verden. Det er en god ting, for ellers ville vi måske ikke overleve som art. Men et liv styret af biologi og drifter leder sjældent til lykke på den lange bane. Kun kortsigtet tilfredsstillelse. Men heldigvis er du ikke kun styret af biologi og drifter. Du kan træffe de valg, som gør dig lykkelig på sigt.

Har du virkelig lyst til et barn med en mand, som kun vil have dig som elskerinde, fordi forholdet til konen ikke fungerer? Hvorfor finder du ikke en mand, som elsker dig, prioriterer dig og vil dig, og får et barn med ham?

Jeg tror kun, du skaber lidelse for dig selv, hvis du bliver gravid uden at fortælle det. Du får et barn, som er skabt på falske præmisser, og som vokser op uden sin biologiske far. Tror du hans kone har lyst til, eller vil tillade, at han involverer sig i barnet? Det tror jeg ikke. Der er stor chance for, at barnet slet ikke får kontakt til sin far. Har dit barn ikke fortjent bedre?

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber du kan bruge mit svar, selvom det nok ikke er det svar, du håbede på.

Kærlige hilsner,

Holger er sexolog og parterapeut i København

Parterapi København

Parterapi er den bedste måde at talt ud om svære emner. Hvis du ikke føler dig forstået, kan du bruge parterapi til at skabe nærhed og forståelse. En parterapeut sørger for, at I begge bliver hørt, og får lejlighed til at tale i en atmosfære af respekt og forståelse.

Måske er en enkelt session parterapi nok til at skabe varig forandring. Hvorfor vente? Kontakt en parterapeut i dag:

Læs mere om parterapi: Parterapi København

Opdateret d.4 jan 2018

4-1-2018Forelsket i muslim: “Han vil ikke gå fra sin kone, men er det i orden, hvis jeg bliver gravid?”Bevidsthed.org 

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend