Parterapi København

Alle parforhold oplever deres del af konflikter og kriser. Men hvornår er nok, nok? Hvornår skal man fortsætte med at kæmpe, og hvornår skal man give slip?

Parterapi skaber klarhed, fordi en parterapeut også stiller de svære spørgsmål. I et parterapiforløb bliver begge parter hørt, og der opstår en ny forståelse for parforholdet og hinandens situation.

Læs mere om parterapi: Parterapi i København

Brevkasse

Fortvivlet kvinde om parforhold: “Hvornår er nok, nok?”

Hej Holger

Jeg er nysgerrig på at høre din respons på mit dilemma med en mand, som jeg har kendt i lidt over 1,5 år. Jeg står ved en svær beslutning.

Den korte version:

Hvornår ved jeg, at jeg ikke skal give en mand flere chancer? Er det, når mit hjerte har lukket sig, og når jeg har næsten mistet håbet om, at det kan blive anderledes? Hvad hvis jeg vil lære elske ubetinget, og det forhold tvinger mig til at blive ved med at åbne hjertet trods smerte, at blive stærk, centreret og finde mere værdighed ved at sige fra overfor uordentlig behandling? Hvad hvis den fælles drøm stadigvæk er så stærk, noget man virkelig vil i livet – skal jeg så give det endnu en chance?

Den lange version:

Vi mødte hinanden, da han som rejsende lejede et værelse hos mig for et par dage, og blev hurtigt forelskede. Vi boede sådan at sige sammen fra første øjeblik 🙂 I første omgang for 3 uger, derefter besøgte jeg ham i hans land for en måned. Derpå kom han igen til Danmark for 2,5 måneder, hvorefter jeg gjorde forholdet slut (november 2016).

Grunden til at afslutte forholdet var det, at jeg oplevede, at vi var for forskellige i vores udviklingsniveau, holdninger til selvudvikling og behov for alenetid og afstand. Han ville være sammen hele tiden og viste meget emotionelt afhængige træk. Jeg havde brug for mere eget space. Han er meget business-orienteret, vil ikke se på noget negativt, bare fokusere på alt positive. Jeg er selvudviklings-orienteret, lever så mindfult som muligt med accept for alle følelser. Han har et meget højt aktivitetsniveau, og vil være udendørs næsten hele tiden. Jeg prioriterer balance, sundhed og Væren. Desuden er jeg mere introvert end ham.

Læs også brevet: Er vi venner eller kærester?

Han har været gift 2 gange, har 2 børn og påtaler alle sine eks’er som “skøre kvinder”, som alene var skyldige i at forholdet ikke gik (nogle har forladt ham meget pludseligt og dramatisk), han var ifølge egne ord helt uskyldig… Jeg har været single store dele af mit liv, med længste forhold på 2,5 år, og kun 2 gange delt hjem med en partner. Så vores baggrunde er ret forskellige. Der opstod flere og flere konflikter imellem os, men samtidigt følte vi en dyb kontakt, og var fascinerede af hinandens verdener, og delte en smuk drøm om fælles liv i fremtiden. Men forholdet drænede mig, og da han ikke var villig til at lade det stå åbent ved sin afrejse, valgte jeg at gøre slut.

Trods mange forsøg på at give slip og glemme ham i et halvt års tid (terapi, emotionel udtryk, meditationer, skriveri, forskellige øvelser, støtte fra venner, date en anden..) begyndte jeg at savne ham igen, kontaktede ham og valgte at give forholdet en ny chance. Jeg havde fået øje på mit eget tilknytningsmønster, som er det ambivalente. På den ene side savner jeg nærhed og bliver ængstelig uden det, men skubber så hurtigt væk når det bliver for meget. Den indsigt og en terapeutiske proces fik mig til at se vores udfordringer fra et nyt perspektiv. Jeg var klar til at prøve igen, uden at skubbe ham væk.

I oktober sidste år rejste jeg så og tilbragte hele 3 måneder med ham. Meget intenst og hårdt. Nu mødte jeg en mand, som ville helst styre alt, og blev nemt hidsig. Især hvis han blev konfronteret med sine næsten daglige inkonsekvente ord og handlinger Der var magtkampe og konflikter. Heldigvis talte vi åbent om næsten alt, og indimellem fik jeg en undskyldning fra ham. Men hurtig var han i opposition igen, mente at jeg ville kontrollere ham, bare jeg udtrykte det mindste om mine behov og ønsker.

Jeg ville ikke give op, brugte al min tålmodighed, blev ved med at øse ham min kærlighed, tilgive hårde ord og forsøgte alt hvad jeg ved om kommunikation for at få det til at fungere. Men han blev ved med at projicere negativitet, og jeg blev en måleskive for bebrejdelser og kritik. Også i sengen. Og for et par uger var vores sexliv, som tidligere var ret godt, endog fantastisk (trods niveau-forskelle), helt i hårdknuder. Der talte vi også åbent om alt. Han fik at vide alt hvad jeg kan lide, prøvede sig frem, men ti sidst vendte det imod mig “du er besværlig/needy”.

Læs også brevet: Kvinde efter kærestebrud: “Kan vi stadig være venner?”

På de gode dage, som der også var en del af, havde vi det sjovt, og en fælles vision om et liv sammen, den drøm var stadig intakt. Og der var et par dage, hvor mit hjerte sagde 100% JA til ham. Men det fik ham til at trække sig igen og tvivle mere på mine bevægegrunde, om jeg var afhængig af ham ift. penge og lykke.

Det var som om den enes optur skulle være den andens nedtur, og han kørte mig langt ned, og da jeg var drænet, mistede han respekten for mig. Når jeg så endelig fik nok, begyndte at sige fra, sætte grænser og gik også ud af døren en gang og blev væk i et døgn, var der tegn på at han blødte op. Jeg fandt værdigheden tilbage, og ville ikke behandles på den måde. Da begyndte det at gå op for ham, at han er ved at miste mig igen. Han kom grædende “Jeg vil ikke miste dig”, købte små gaver, gav komplimenter. Og hele runden startede forfra. Julen var alligevel delvis hyggelig, og vi sagde farvel med tårer i øjnene, uden at lave fremtidsplaner.

Jeg kom hjem for et par uger siden, var drænet og ulykkelig i en uge, derefter har jeg fået mere energi og glæde, arbejdet på at give slip på ham og nu er der kommet nogen vrede frem. Jeg har ikke savnet ham. Mit hjerte lukkede sig gradvist. Samtidig føler jeg, at jeg har lært vanvittig meget, for nu ved jeg, at jeg kan stå fast og ihærdig i et forhold og blive ved med at elske en mand, selvom det er svært. Jeg vil jo ikke give op, men hvornår er nok, nok?

Han sendte for et par dage siden en smuk e-mail om hvor tomt alting føles uden mig, og at han tror på, at vi hører sammen og han vil dele livet med mig. Jeg blev forvirret igen. Vi aftalte at holde tænkepause nu over januar og snakke sammen derefter, for at se hvor vi er henne.

Læs også brevet: Kan vi være kærester, når jeg VED at forholdet slutter?

Jeg har sagt, at hvis han ikke vil starte noget terapi/relationscoaching, så tror jeg ikke på at vi kan få det til at fungere. Set fra mit perspektiv, så ville det være det eneste som kunne ændre på vores gentagne gnidninger; at han fik kigget på sine reaktioner og projektioner – og tog ansvar for dem, i stedet for at bebrejde mig for alt det svære. Han sagde ja til det – men hans kropssprog var undvigende- så jeg ved ikke om han mener det.

Det indre arbejde har jeg selv gjort i årevis (i 25 år), og har masser af metoder til at arbejde med mine mønstre, med hjertet og bevidstheden. Jeg har under hele forløbet brugt fokus på selvkærlighed, bøn og meditation, terapeuter, healere og mine venner til støtte og størst mulig læring. Og det skaber jo en stor ubalance mellem os, når han har modstand på explicit selvudvikling (“Det skal bare ske af sig selv”), og delvis dømmer min spiritualitet. Samtidig længes han efter mere dybde i sit liv.

Jeg ønsker, at kærligheden og viljekraften var nok, at de ville kunne overvinde vores forskelle, at vi kunne komplementere hinanden – så vi kunne skabe det liv sammen, som vi begge drømmer om. Jeg skal tage en svær beslutning, og svinger dagligt i tankerne og følelserne.

Jeg beklager, at jeg ikke kunne skrive det hele lidt kortere 🙂 og håber på at få din respons fra en mands perspektiv – mange tak på forhånd!

Maria

Parterapeut svarer:

Hej Maria

Tak, for dit brev.

Først vil jeg sige, at selvom du elsker ham, så betyder det ikke, at du kan få et forhold til at fungere!

Selvfølgelig du kan komme langt med gode intentioner og kærlighed, men det er ikke nok! Et velfungerende parforhold forudsætter også kompatible værdier, temperament, forventninger, seksuelle præferencer og meget, meget andet.

Så glemt alt om, at hvis din kærlighed bliver stor/ægte/ubetinget nok, så bliver alt godt. Det er en fælde, mange kvinder er faldet i gennem tiden. Lad det ikke ske for dig!

Bliv klogere på ubetinget kærlighed her: Ubetinget kærlighed: Hvad koster din kærlighed?

Ofte er det sådan, at vi bliver tiltrukket af vores modsætninger. Problemet er bare, at tiltrækning ikke er ensbetydende med, at et parforhold kan fungere. Og nogle gange er vores sind så underligt, at det higer mere og mere, jo dårlige forholdet bliver. Det er som om, at vi gerne vil overbevise os selv om, at vi er elskværdige, attraktive, gode personer, som har fortjent lykke og kærlighed.

Her kan du læse om forskellene mellem begær, forelskelse og venskabelig kærlighed: Kærlighedens kemi.

Det er selvfølgelig kun dig selv, som kan vide, hvad du skal. Men når jeg læser dit brev, for jeg fornemmelse af, at du allerede har gjort rigeligt. Jeg synes, du skal acceptere, at I ikke er kompatible nok til et harmonisk parforhold, selvom der er kærlighed og tiltrækning.

Måske kan du overveje om i evt. kan have et andet slags forhold, end det traditionelle parforhold. Måske kan I være venner, rejsekammerater eller elskere?

Læs her om det åbne parforhold: Fordele og ulemper ved det åbne parforhold.

Jeg håber, det giver mening.

De bedste hilsner

Hvornår er nok, nok? Parterapeut og psykoterapeut i København

Opdateret d.11 jan. 201811-1-2018Fortvivlet kvinde om parforhold: “Hvornår er nok, nok?””Bevidsthed.org

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend