Vælg en side

Jungs psykologi: Anima og hvad manden søger i sit parforhold

Hvilken kvinde søger du?

Hvad søger du i din kvinde? Skal hun være mor for dig? Eller skal hun primært være tiltrækkende og sexet? Eller ønsker du en støttende hustru og mor for jeres børn?

Den kvindetype du søger som partner, hænger bl.a. sammen med det, som Jung kaldte mandens anima. Det bliver du klogere på i denne artikel, som er inspireret af Martin Uciks bog Kvinder – en manual for mænd.

For kvinder gælder noget tilsvarende, nemlig at den mand de søger, hænger sammen med udviklingen af det såkaldte animuskompleks. Det kan du læse mere om her:

Læs også: Kvindens drømmemand bestemmes af hendes animus

Udviklingen af animakomplekset

Fødes du som dreng, vil du på tidspunkt opdage, at du ligner din far mere end din mor. Din far (eller andre vigtige mænd i dit liv) bliver naturligt din rollemodel, hvilket gør, at du udvikler dine maskuline sider. Derimod bliver dine feminine egenskaber til en vis grad fortrængt eller underudviklede, på samme måde som piger primært udvikler deres feminine sider, og fortrænger en del af deres maskuline kvaliteter.

Det fortrængte feminine i mandens underbevidsthed kaldte Jung for anima eller animakomplekset, mens det fortrængte maskuline i kvinden kaldes animus eller animuskomplekset.

Ifølge Jung (og mange andre) er vores inderste natur hverken maskulin eller feminin. Derfor er en vigtig del af vores personlige udvikling at inkludere det modsatte køns egenskaber i vores personlighed. Dvs. en mand skal erkende sine feminine sider og integrere dem i sin personlighed. På samme måde skal en kvinde integrere det ubevidste maskuline i sin personlighed.

Målet er ikke, at hverken mand eller kvinde skal miste sin maskulinitet hhv. femininitet og blive intetkønnet, men at både mand og kvinde lader det modsattes køns egenskaber få sin naturlige plads i personligheden.

Animakomplekset og hvad manden søger

For både mænd og kvinder gælder, at de egenskaber som er blevet undertrykt i starten af livet, presser sig på for at blive erkendt og accepteret. Og her kommer valget af partner ind i billedet. En mand tiltrækkes nemlig af de kvinder, som han nemt kan projicere sin anima over på.

Når du bliver forelsket op over begge ører, er det ikke fordi hun/han er mere fantastisk end resten af jordens befolkning. Den voldsomme tiltrækning opstår, fordi du projicerer din anima/animus over på den, du er forelsket i. På måde kan man sige, at du er forelsket i dig selv!

Accepten af femininitet leder til fuldendelse. Det samme gælder for kvinden, som accepterer hendes maskulinitet.<span class="su-quote-cite">C.G. Jung</span>

Projektionen er psykens måde at hjælpe dig til at blive bevidst om de kvaliteter, som stadig er fortrængt i din psyke. Det er nemlig meget nemmere, at se sine ubevidste kvaliteter i andre, end at opdage dem i sig selv. Robert Johnson taler om at finde sit ”indre guld” i andre. Det kan du læse mere om her: 5 teorier om forelskelse.

5 stadier i udviklingen af mænds animakompleks

Som sagt afspejles udviklingen af mandens animakomplekset i den kvinde han søger. Martin Ucik gennemgår 5 stadier i udviklingen af mandens anima, og hvad han søger i sin kvinde:

  1. Kvinden som mor
  2. Kvinden som sexobjekt
  3. Kvinden som hustru
  4. Kvinden som guide
  5. Kvinden som ligeværdig

1. Kvinden som mor

På 1.udviklingsstadie er mandens anima tæt forbundet med det moderlige, dvs. det kvindelige primært opfattes som livgivende, omsorgsfuld, nærende og kærlig. En mand som endnu ikke har integreret det feminines moderlige kvaliteter i sin personlighed, har svært ved at give sig selv næring og omsorg. Derfor tiltrækkes han (bevidst eller ubevidst) af omsorgsfulde kvinder, som kan være “mor” for ham.

Fordi han ikke kan klare sig selv, bliver han nemt afhængig af kvinden, som giver ham omsorg. Han bliver til mors dreng i en voksen krop. En sådan mand har typisk en svag eller undertrykt seksualitet, og han er ofte impotent.

Læs også: Den kastrerede mand 5 fejl

2. Kvinden som sexobjekt

På 2.udviklingsstadie har manden integreret mor-energien i sin personlighed. Han søger ikke længere en mor, men en kvinde han kan have sex med. Derfor er den ideelle kvinde playboymodellen, som er fysisk tiltrækkende, flirtende og seksuelt tilgængelig.

En mand som søger et sexobjekt, er typisk meget seksuelt aktiv. Hans forhold er ofte kortvarige, fordi han forlader kvinden, hvis der ikke er nok sex og erotik i forholdet. Han er den typiske don juan, som altid er på jagt efter den næste erobring.

Læs også: 5 niveauer i din seksuelle udvikling som voksen

3. Kvinden som hustru

På 3.udviklingsstadie af animakomplekset kan manden skelne begær fra kærlighed. Sex er ikke længere den primære drivkraft for manden, selvom sex har en vigtig plads i hans parforhold. Den kvinde han søger, skal hverken være hans mor eller pinupmodel. Hun skal først og fremmest være en god loyal hustru og mor for deres børn.

Manden på dette niveau er selvkørende. Derfor accepterer han kvinden, som hun er, så længe hun prioriterer familien. Han er trofast og stabil, og er derfor i stand til at være i et længerevarende parforhold.

4. Kvinden som guide

På 4.udviklingsstadie har manden ikke brug for en kvinde, som kan være mor, sexobjekt eller hustru. I stedet tiltrækkes han af kvinder, som inspirerer og guider ham til større selverkendelse.

Kvinden bliver en slags muse for ham, på samme måde som antikkens kunstnere tilbad visse græske gudinder for at modtage inspiration.

Manden på dette niveau har hverken brug for en fast partner eller en familie, selvom han måske har lyst til det. Han finder ikke kun kærlighed og lykke i det traditionelle parforhold, men er åben for alternative samlivsformer, åbne parforhold osv., hvilket betyder, at han ikke ønsker at være i et fast parforhold for enhver pris.

Anima og Animus kompleks - det ubevidste feminine hos manden - Jungs psykologi

5. Kvinden som ligeværdig partner

På 5.niveau i udviklingen af animakomplekset hviler manden i sig selv. Han klæber sig ikke til sin partner, men skubber hende heller ikke væk. Han har ikke brug for en kvindes anerkendelse, støtte eller inspiration, men støtter i stedet hendes uafhængighed og frihed.

Han udtrykker autentisk sin maskuline essens, samtidig med at han har integreret sine feminine sider. Han er åben for kvindens synspunkter, følelser og anderledes måde at se verden på, uden at han føler sig truet eller går ind i magtkampe.

Et parforhold på dette niveau har potentialet til at blive noget større end to egoers behov, nemlig en kilde til vigtige livserfaringer, følelsesmæssig heling og spirituelle indsigter.

Det er umagen værd at vokse

Det udviklingsniveau du når i teenageårene, kan forblive permanent resten af livet, eller du kan udvikle dig. Udvikling indebærer, at du slipper på en del af dig selv, for at give plads til noget nyt. Det er sjældent nemt, og tit ubehageligt, men det er besværet værd, for dit liv bliver rigere.

Når du bevæger dig op igennem Uciks 5 niveauer, realiserer du dig selv på dybere niveauer, hvilket også betyder, at dit parforhold kan berige dig på dig dybere niveauer.

David Deidas inddeling af parforholdet i 3 niveauer

Der nogle fællestræk mellem Martin Uciks 5 niveauer og David Deidas 3 niveauer af parforhold. David Deida kalder sine 3 niveauer:

  1. Afhængighedsforhold
  2. Det moderne 50/50-parforhold
  3. Det autentiske parforhold

1.Niveau er det patriarkalske forhold, hvor manden bestemmer og kvinden tilpasser sig. Det har nogle fællestræk med Uciks 1. og 2.niveau, hvor manden og kvinden er afhængig af hinanden.

Det moderne 50/50-parforhold er det typiske moderne parforhold, hvor mand og kvinde deles om alle opgaver, hvilket har mange fællesstræk med Uciks 3.niveau.

Endelig svarer Deidas 3.niveau til Uciks højeste niveauer, hvor mand og kvinde udtrykker deres inderste essens.

Bliv klogere på de 3 niveauer af parforhold her: Fra afhængighed til frihed

Værd at huske…

Den partner du tiltrækkes af, hænger nøje sammen med udviklingen af animakomplekset hos mænd (og animuskomplekset hos kvinder).

Martin Ucik arbejder med 5 stadier i udviklingen af mandens anima, som afspejler hvilken kvinde han søger:

  1. Stadie: Manden søger en mor
  2. Stadie: Manden søger et sexobjekt
  3. Stadie: Manden søger en hustru
  4. Stadie: Manden søger en guide
  5. Stadie: Manden søger en ligeværdig

Opdateret d.18 nov. 2017

18-11-2017Animakomplekset og hvad manden søger i en kvinde – Udviklingsstadier i mandens ubevidste feminine – Jungs psykologiBevidsthed.org 

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!