Accept & Tilgivelse
Det er, som det er!
Egoet er altid på jagt. Vi søger altid noget eller nogen – ude i verden eller inde i os selv.
Egoet er aldrig helt tilfreds, det kan altid blive bedre.
Accept af det som er, er at sige ja til livet. At sige nej, til det som er, er meningsløst. Det giver ikke mening, at surmule over at ugen har syv dage – eller at mandag kommer efter søndag. Ikke desto mindre gør vi det hele tiden. Vi er brokker os over, at sommerferien er forbi, at bussen er forsinket, at priserne stiger, at vi glemte at købe mælk, at de forkerte vandt og at vi fik en parkeringsbøde.
Hvis du tænker over det, indser du hurtigt, hvor meningsløst det er. At sige nej, er at sige nej til livet. Det forhindrer din energi og vitalitet i at strømme frit, og i stedet dannes følelsesmæssige blokeringer, som går ud over din livsglæde.
Læs også: Sådan håndterer du negative følelser
Hvorfor er accept så svært?
Når vi føler modstand, er det altid mod noget, som er sket i fortiden, eller noget vi forventer vil ske i fremtiden. Egoet har brug for fremtid og fortid for at eksistere. Når du accepterer nuet, er det et direkte angreb på egoets eksistensberettigelse. Derfor ligger det i egoets natur, at gøre modstand mod det som er, og derfor er det ekstremt udfordrende at praktisere accept.
Accept betyder ikke, at du ikke skal forsøge at forbedre din situation. Hvis det regner, giver det god mening at slå paraplyen ud, men det hjælper ikke, at du føler indre modstand og negativitet mod det som er. Accept er ikke passiv laden stå til, men at være tilstede, og forholde sig åbent og kreativt til nuet.
Læs også: Byron Katie’s The Work: 5 spørgsmål som forløser
Når du dømmer, skaber du modstand!
Jo mere du dømmer (mennesker, samfundet, situationer, dig selv osv.), desto mere får du brug for, at lære tilgivelse og accept!
En af de måder hvorpå egoet får energi og styrke, er at dømme. Vi dømmer os selv, andre og omgivelserne. Vi dømmer fra vi står op til vi går i seng. Vi forsøger at undgå det, vi kalder dårligt, og få mere af det vi kalder godt. At dømme aktiverer egoet, og før eller senere skabes afstand, modstand og aggression – i stedet for accept og nærvær. At dømme forhindrer dig i at være tætte på dig selv og andre.
Det starter når vi vågner: Hvis solen skinner, er det godt, hvis der ikke er mere mælk, er det dårligt, hvis du er er kø på vejene er dårligt osv. Sindet kommenterer hele tiden på virkeligheden, og sætter etiketter på vores oplevelser: godt, dårligt, dejligt, trist osv. I stedet for at være nærværende og sansende, tænker og vurderer vi.
Sindet bliver et mellemled i mellem os og virkeligheden. Vi sanser ikke længere vandet på vores ansigt, men får en besked fra sindet om, at det regner, og at det er dårligt. Vurderinger forhindrer os i, at acceptere nuet og livet som det er. Selv når noget opleves som positivt, vil det før eller senere skabe modstand. En positiv vurdering af vejret betyder blot, at vi bliver ekstra utilfredse, når regnen kommer.
Der er ingen grund til at vurdere. Det er som det er. At vurdere gør det hverken værre eller bedre, men det skaber indre uro, som forhindrer os i at leve 100%. Uanset om solen skinner, eller om det regner, får vi mest ud af livet ved at være tilstede. Hvis vi fx går en tur med vores kæreste, hvorfor så ikke bruge tiden på at mærke kærligheden imellem os, i stedet for at kommentere på vejret? Virkeligheden er fantastisk både i regnvejr og solskin.
Tilgivelse er accept af fortiden
Tilgivelse er en særlig form for accept. Når du tilgiver en, som har gjort dig fortræd, accepterer du fortiden, og slipper den samtidigt. Som regel vil egoet straffe eller hævne sig på personen, som har gjort os fortræd. Men den indstilling går kun ud over os selv! Måske har personen forlængst glemt episoden, selvom vi tydeligt husker den.
Accept af fortiden er tilgivelse. Sket er sket. Tilgivelse betyder ikke, at vi ikke skal tage ved lære, og justere vores handlinger, blot at vi giver slip den negative energi, som vi har bundet fast til mindet.
Hvis du vælter på sin cykel, kan du sparke til den i arrigskab, og beklage dig til alle, der gider at høre på dig. Eller du kan ”tilgive” cyklen, og beslutte dig for at køre mere forsigtigt.
Eller hvis din kat har ødelagt din nye bluse, kan du enten bære nag, eller accepterer det. Det giver ikke mening at bære nag for katten forstår intet. Den følger blot sine instinkter, som aldrig vil ændre sig.
Tilgivelse er en måde at slippe det negative minde, modstanden mod katten, ønsket om at straffe katten osv. Tilgivelse er noget, du skal gøre for din egen skyld, for at du kan få slippe negativitet og genskabe dine kærlige følelser. Tilgivelse er en mulighed for at være nærværende, og se verden med friske øjne, fordi du har sluppet fortiden.
Læs også: Bærer du nag til din partner?
På samme måde bør du tilgive familiemedlemmer, venner, kolleger osv. som har gjort dig fortræd. Fortiden er forbi, og så længe du bærer nag, kan I ikke skabe ægte kontakt, nærhed og kærlighed.
Tilgivelse er svært i praksis. De fleste tror, bevidst eller ubevidst, at tilgivelse betyder, at man skal tolerere andres handlinger, eller glemme fortiden, og at man dermed udsætter sig for det samme igen. Men faktisk er det omvendt!
Tilgivelse og accept er første skridt til forandring! Når først du har accepteret fortiden, kan du give slip på mønstre og automat-reaktioner. Dermed kan du handle mere frit, finde alternative løsninger og nye måder at handle på. Tilgivelse og accept er gaver, du giver til dig selv.
Spørgsmål: Hvem bør du tilgive? Er der nogen, som har såret dig eller gjort dig fortræd? Hvordan ville du have det, hvis du tilgav? Hvorfor ikke gøre det nu?
Læs også: Compassion og medfølelse er ikke kun for buddhister
Værd at huske
Egoet får energi af at dømme og vurdere virkeligheden. Det styrker egoet, men det skaber modstand mod nuet og afstand mellem mennesker. Accept er en måde at sige ja, til det som er.
Accept betyder ikke, at du passivt lader stå til – tværtimod! Accept giver dig mulighed for at være kreative, og se nye muligheder istedet for at sidde fast i negativitet og modstand.
Tilgivelse er accept af, at fortiden er forbi. Tilgivelse er først og fremmest noget, du skal gøre for sin egen skyld, så du får indre fred, og kan møde verden med friske øjne.
Opdateret d.23 juli 2023.
23-7-2023Accept og tilgivelseBevidsthed.org
Min mand og jeg har været gift i over 35 år. Vi har to skønne børn, hvoraf den ene er født med Down syndrom. Min mand har i en sen alder fundet ud af, at han også er til mænd, hvilket overraskede mig meget. Han havde indledt en affære med en meget yngre mand, som dog sluttede, fordi kurset sluttede, men så blev han medlem af et netværk, der kunne sætte ham i forbindelse med andre mænd. I dette netværk havde han så nogle små korte møder, men indrømmet jeg kan slet ikke genkende min mand og disse handlinger. Jeg kunne mærke at hans humør kørte op og ned, så til sidst konfronteret jeg ham.
Der var også rod med hans potens piller, hvilket han får pga. han har sukkersyge og således kan have problemer med rejsning. Igen og igen sagde han at han ønskede at leve monogam, til trods for at jeg tilbød ham at leve i et åbent forhold. Men op til 3 gange har han måtte erkende at han ikke har kunne leve monogam, men han ønsker ikke at leve i et åben forhold, for tanken om at jeg er sammen med en anden mand, kan han ikke leve med.
Jeg kontaktede Joan Ørting og vi var så til en åben samtale terapi forløb for elever. Det gk rigtig godt, men her sagde han også at han ønskede at leve monogam og at han skammede sig over sine handlinger. Nu har der så ikke været noget i godt og vel 3 til 4 måneder, hvor jeg har kunne mærke nogle større humør udsving og nu siger han, at han er fast besluttede på at det kun skal være mig og ham. Dette forløb har varet i godt og vel 3 til 4 år og selv om jeg nu ikke kan mærke nogle store humør udsving har jeg alligevel svært ved at stole på, at dét ikke sker igen. Vi har dyrket sex i disse 3 til 4 år. Det første år var det svært for ham at dyrke sex med mig, han kunne ikke få rejsning også selv om han tog piller. Men så virkede den lige pludselig igen, hvilket skyldes at han holdt en pause med sine affære.
Nu har jeg så oplevet at han igen ikke kan få rejsning, når han skal trænge ind i mig og nu kommer jeg så igen i tvivl om, hvorvidt han stadigvæk har disse små affærer. Så hvad skal jeg gøre helt konkret, for at få den tillid igen?
Vi har haft et godt men ikke helt problemfrit ægteskab. Dette skyldes at vi har fået en handicappede søn, som i starten af hans liv, var meget syg. Vi har klaret samtlige udfordringer, men det er nok mig der har trukket det største læs, mens min mand har arbejdet altid. Børnene elsker ham og han er en sympatisk dejlig mand, men hvordan kan han i så sen en alder 56 år og nu 60 år, gå hen og blive biseksuel?
Jeg ved at han skammer sig, men jeg har sagt til ham, at man ikke skal skamme sig over sin seksualitet, han skal nok mere skamme sig over sin utroskab og det at det har taget mig måneder at få ham til at indrømme det. Jeg ønsker åbenhed i mit ægteskab, alle skal vide hvor de har hinanden, men når han skjuler sine affære er der ingen der ved hvor vi har ham. Så hvad skal vi helt konkret gøre, for at komme på sporet igen. Joan Ørting sagde at han nok stoppede når han var 65 til 70 år. Men jeg syntes ikke at det er i orden, at han er mig utro og slet ikke at han holder det hemmeligt.
Anonym.
Min mand har for anden gang været utro og jeg har igen skulle tilgive og accepterer.
Først skulle alle løgnene dog sorteres fra og en “sandhed” om svigtet findes, derefter lavede vi et sæt nye aftaler, grænser og regler for fremtiden.
Nu et år efter er næsten alle disse grænser og aftaler blevet overtrådt og brudt… Hvor langt skal tilgivelse og accept gå, og hvornår er man en blind idiot som bliver misbrugt.
Jeg er personligt et fortvivlet og ulykkeligt menneske, som ikke mere kan tænke rationelt. Min mand har nu fået tid hos dig til samtale, for at vise sin gode vilje. Og jeg vil SÅ gerne tro, at du kan gøre en forskel.
På forhånd tak.
Kære dig
Det er svært at svare på, hvor grænsen går mellem forståelse/accept og lade sig misbruge.
Men jeg vil meget gerne hjælpe jer med at finde grænsen, og hjælpe jer med at lave nogle rammer, som I begge kan leve med. For selvfølgelig skal du ikke blive ulykkelig af at være i et parforhold. Så er noget helt galt.
Du skriver, din mand har booket en tid hos mig. Måske skulle du komme med?
De bedste hilsner
Holger