Luder-Madonna komplekset: Når sex og kærlighed ikke følges…

Luder-Madonna komplekset: Når sex og kærlighed ikke følges…

 Luder-Madonna komplekset:

Når sex og kærlighed ikke følges

Luder-Madonna komplekset handler om, at mænd ser kvinder som tilhørende en af to ekstremer: Luderen eller madonnaen (fra italiensk: ma donna, “min frue”. Bruges om Jomfru Maria eller om en ung ren kvinde).

Luder-madonna komplekset udtrykker et split imellem sex og kærlighed: Sex er beskidt og skamfuldt, kærlighed er rent og ophøjet, og de to kan ikke forenes.

Freud, som opdagede Luder-Madonna komplekset, skrev:

Hvor sådanne mænd elsker, har de intet begær, og hvor de begærer, kan de ikke elske.Freud

Luderen er kvinden, du retter dit seksuelle begær imod. Hun er den slemme pige, sex-objektet, som viser sin seksualitet uden hæmninger. Det er kvinden, du aldrig vil være i et seriøst parforhold med, selvom du hemmeligt fantaserer om hende.

Madonnaen er den pæne pige. Hun er ren, moderlig og næsten aseksuel. Det er kvinden du respekterer og elsker, men som du ikke tænder på. Kærligheden til madonnaen er platonisk. Tanken om vild sex med hende virker forkert og frastødende.

Er du ramt af luder-madonna komplekset?

Mange mænd lider af luder-madonna komplekset i en eller anden grad. Her er nogle tegn:

  • Du tænder primært på ”billige” piger, som ikke har kærestepotentiale.
  • Du har svært ved at tænde på din kæreste, fordi hun er sød, pæn og ordentlig.
  • Du ser porno, men har svært ved at være følelsesmæssig intim.
  • Du mister erektionen, når pigen vil have nærhed og udtrykker sine følelser.
  • Du har svært ved at forestille dig en ”pæn” pige have lyst til vild sex.

Hvor mange af ovenstående punkter kan du genkende i dig selv?

Mænds problemer med luder-madonna komplekset

Mænd der lider af luder-madonna komplekset, har svært ved, at have sex med deres kæreste. Jo mere ”madonna” hun er, desto mindre tiltrækkende bliver hun. Det er bl.a. derfor, nogle mænd mister lysten til deres kone, efter de har fået børn. Jo mere mor hun bliver, desto sværere er det at se hende som et seksuelt væsen.

Han kan derimod godt have sex med kvinder, så længe der ikke er følelser involveret. Hans sexliv er endimensionelt og i længden utilfredsstillende, fordi god sex er sex med følelser.

Luder-madonna handler ikke kun om sex- og kærlighedslivet. Det handler også om maskulinitet. En mand som ikke kan forene sit hjerte og sin seksualitet, er hæmmet og svag. Han kan ikke udtrykke sig frit i verden, fordi hans energier møder indre blokeringer. Han bliver rigid, og kan fx ikke lege og være alvorlig på samme tid.

Kvinders problemer med luder-madonna komplekset

Det er ikke kun manden, som har utilfredsstillende sex pga. luder-madonna komplekset. Kvinden oplever, at hun ikke både kan elskes og begæres, hvilket både er forvirrende og frustrerende, fordi hun har brug for begge dele.

Luder-madonna komplekset rammer også kvinder gennem sociale og kulturelle normer. Kvinder må således lægge bånd på deres seksualitet, hvis de ikke vil ses ned på og udsættes for slut-shaming, dvs. udskammes for at være “billig”. Derfor lyver (nogle) kvinder stadig om, hvor mange mænd de har været sammen med, når de eksempelvis er på date.

Når en mand frit udlever hans seksualitet og lyst er han en scorekarl, tyr, spiller, macho, damernes ven osv. En kvinde er derimod en luder, slut, sexkilling, billig, nem osv.

Læs også: Skam: Når du føler dig forkert

Hvilke mænd lider af luder-madonna komplekset?

Mange mænd lider af komplekset i større eller mindre grad. Bare tænk på porno som næsten alle ser ned på, men alligevel ser i smug.

Luder-madonna komplekset rammer typisk mænd med et såkaldt undvigende tilknytningsmønster. Det er mænd, som har svært ved at involvere sig følelsesmæssigt, fordi de dybest set ikke tør give sig hen til forholdet. Du kan læse mere om det undvigende tilknytningsmønstre her:

Læs også: De 4 tilknytningsmønstre

Hvordan du overkommer luder-madonna komplekset

Første trin er at blive bevidst om, hvornår komplekset udspiller sig. Hvis du ikke opdager det, kan du ikke ændre det.

Hvis du er i et parforhold, hvor sexlivet er døende, fordi din partner er blevet for meget madonna og for lidt luder, så gælder om at få gang i lagengymnastikken. Øv dig i at se din kæreste som et seksuelt væsen: Flirt med hende, ta’ på hende i tide og utide, tag initiativ i soveværelset, del dine fantasier osv. osv. Du kan blive inspireret her:

Læs også: Erotisk intelligens: Bevar lysten i dit parforhold

Hvis du er single, og primært lader din lyst bestemme, hvem du er sammen med, så øv dig i at få flere følelser med i jeres samvær. Brug lidt mindre tid på sex, og lidt mere på kærlige følelser. I sengen kan du fx prioritere forspil og efterspil over jagten på udløsning. Få mere inspiration her:

Læs også: Sex uden følelser ødelægger dit parforhold

Læg især mærke til, hvornår du bevarer en følelsesmæssig distance. Det er distancen, som forhindrer, at du ser kvinden som både madonna og luder. At være følelsesmæssig tæt på et andet menneske kræver mod. Men hvis du ikke tør være tæt, oplever du aldrig, at din kvinde både er luder, madonna og uendeligt meget mere.

Det er svært at ændre sine seksuelle vaner. Men hæng i. Både dit sex- og kærlighedsliv bliver bedre, når sex og kærlighed forenes.

Sexologisk rådgivning og parterapi

Et godt sexliv er en vigtig del af et godt parforhold. Hvis der mangler aktivitet i soveværelset, kan det skyldes mange ting. Måske ved du godt hvorfor, måske ikke? Men hvis du/I er klar til at tage udfordringen op, så tilbyder jeg sexologisk rådgivning og parterapi i København.

Læs mere om sexologisk rådgivning og parterapi: Sexologisk rådgivning

Opdateret d.28 maj 2017

28-5-2017Luder-Madonna komplekset: Når sex og kærlighed ikke følges…Bevidsthed.org 

Tak, fordi du deler dine tanker:

Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!

Send this to a friend